Lars Bukdahl skrev engang en anmeldelse af en debutroman (WA, 8.nov 2002), hvor han introducerede et begreb, jeg grinede meget af, nemlig den socialdemokratiske synsvinkling, indtil jeg netop opdagede, at vi selv var godt i gang med at lave netop sådan en. Selvom man ikke vil, sveder man den ligesom, men lad os lige se, hvad han skriver for at forstå, hvor forkert og behåret på den dumme måde sådan en pamperkarl er:
“MÃ… jeg foreslÃ¥ den roman-analytiske term Socialdemokratisk synsvinkelteknik? Definitionen kunne lyde sÃ¥ledes: I den store samtidsroman, vi alle, kvinder og mænd, over-, middel- og underklasse, bebor, har alles synsvinkel ret til at blive hørt med nøjagtig samme grad af tempereret indlevelse og akkurat samme fine plads til alle gode forklaringer.” Men indlevelsen er ikke kun tempereret, men kan ogsÃ¥ udvikle sig til “lummer empati”, der i en skala fra 1-12 i S-synsvinkling endda kan være “hundrede procent rørstrømsk” og indeholder “idelige, forklarende fristile om fortid og nutid og samtid, personerne mentalt nedskriver i imponerende anonym 3. personlig, indre monologisk stil.” Og den har ogsÃ¥ (som alle gode dsupolitikere) en hemmelig plan i baghÃ¥nden, nemlig “at de danske bevidstheder omsider holder op med at opføre sig som en strøm og en drøm og et polyfont punket fragmentarium, at de endelig finder ud af at opføre sig pænt, velformuleret og velfriseret.” Og - igen som alle gode socialdemokrater fra Louis g.d. Pio til Karen f. Jespersen og Helle Thorning m.f. Schmidt tror den pÃ¥ en lykkelig slutning. Bukdahl slutter sin anmeldelse: “Og rent principielt gÃ¥r jeg faktisk ind for happy endings, men sÃ¥dan som de med samme intimiserende smil gennem tÃ¥rer endeløst slÃ¥r ud pÃ¥ disse samtidsmammutter, bliver det altsÃ¥ for meget af det hjertensgode. OgsÃ¥ fordi de lykkelige slutninger fremstÃ¥r som den logiske følge af den almindelige, Ã¥h sÃ¥ solidariske og ih sÃ¥ indfølende, socialdemokratiske synsvinkling (dét var den rigtige term!). Forfatterne fremstÃ¥r som de perfekte socialrÃ¥dgivere, der ikke bare forstÃ¥r alt og alle (herunder sexforbryderen), men ogsÃ¥ egenhændigt sørger for, at det hele nok skal ende godt.”

Det er lidt af huskekage, synes jeg, af flere årsager, for selvom Bukdahl ikke skriver om krimier her, passer hans beskrivelse på mange skandinaviske krimier, der 1: har for mange synsvinkler, der 2: er for ens, der 3: tror på en moralsk og socialdemokratisk orden, hvor alle kan suge på velfærdsstatens vrimmel af hundepatter og hvor de onde er dem der falder ud fra denne orden og er dæmoniske og ikke til at forstå eller indordne (de ter sig, gør de), de kan så evt. (heldigvis!) også kan få stukket en hundepat i munden, for de er jo bare blevet onde og forvirrede og med spasmer FORDI, fordi det ene og det andet, systemet, kapitalismen, Fyn eller hvad det nu kan være. 4: forelsker sig i sine hovedpersoner.

For at tage 1 først, er synsvinkelvrimlen et stort problem i krimien, selvfølgelig særligt i politikrimien, hvor det bliver indsatsgruppens kollektiv, der er subjekt. Hvis synsvinklerne ikke er skarpt skårne, i egentlig forstandig subjektive, excentriske, mærkelige, sig selv, bliver krimien bare et kedeligt kameraøje, der skifter hænder og ser dumt på tingene. Og hvis synsvinklen springer tilfældigt rundt mister man vel også selve pointen med synsvinklen, nemlig at den er en synsvinkel og derved har en kløft af viden/følelser over til de andre synsvinkler. Hvis synsvinklen altså ikke er hårdt skåret giver man plads til FORTÆLLEREN, der er en uendeligt ævlende instans, der mister både det subjektive og hvad det nu indebærer af forskellighed og trækken på benet, men også det vigtigste overhovedet - den produktive svælg i viden. Når den ene person ved noget, ved den anden person det pr. definition IKKE med mindre vedkommende fortæller vedkommende det - det burde kunne skabe noget spænding. Og med forskellene i viden og emotioner osv. her har C og jeg indtil videre et problem, som vi skal arbejde med. Og for at springe til 2: krimien med dens mange synsvinkler og de mange miljøer og personer, den passerer igennem, burde kunne åbne den for mange stemmer og blive et rasende spændende råbekor. 2 gav vist sig selv. 3 og 4: hverken C eller jeg tror på den skandinaviske velfærdskrimi, hvor skurke og helte kan fordeles på en x og y-akse og i øvrigt genopdrages, detektiven genopretter altså ikke den moralske orden, når krimien er slut, men desværre har vi indimellem en tendens - som vi gør alt for at undgå - nemlig at blive kælne over for vores personer. Hvad er det for noget? Hvorfor forelsker forfattere sig i deres personer, hvorfor skal læsere elske og identificere sig og tude og grine og svede med personerne i en bog. Hvad er det for en syg trang. Når jeg læser en jegroman tror jeg altid det er mig selv, der ser, uanset at det ikke er det, men en kvinde, et barn, en gamling, en nazi, et pungdyr (det er så o.k.). Der er noget suspekt ved den identifikationstrang og trang til at sympatisere, for selvom man nok så meget kan spille ellroysk og gå ind i verdens kaos med sit krimiskribleri, hvis man samtidig elsker de små punkter, der er ens hovedpersoner er der jo ikke langt til 1: være en kælen moralist med hård socialdemokratisk synsvinkling 2: blive lidt vild med sig selv, og moralsk selvgode selvforelskede krimier gider vi ikke at skrive.
Vi gider skrive krimier, hvor man vil følge med i vores personers deres fadæser, løgne og storheder uden at stå af eller gabe.
Det var bare det jeg ville sige.
Hej.