Man kan ikke skrive om 70′erne uden at have den kolde krig med, og efterÃ¥ret 79 er en krisetid, dobbeltbeslutningens tid, hvor Brezjnev stiller ss-20′ere op og Carter truer med at sætte PershingII’ere op i Vesteuropa, tidspunktet, hvor den østtyske spion Jörg Meyer, der havde taget en død sømands identitet, blev afsløret og dømt som spion (han havde liret sig til at fÃ¥ en studentermedhjælper i UM til at fotokopiere dokumenter til sig. Ikke pÃ¥ Philby og Spionen der kom ind fra kulden-niveau, mÃ¥ske, men alligevel og i Danmark). Tiden, hvor et enormt sovjetisk spionskib med lytteurstyr strittende ud ad alle huller kolliderede med et lille mørkelagt sovjetisk spionskib og udbrændte ud for Kalundborg. Hvor Sovjet invaderede Afghanistan, og den onde julemand Khomeini styrtede shahen og gjorde amerikanerne tummelumske og tippede magtbalancen i Mellemøsten, hvor cubanere legede gorillaer i Angola og Mengistu troede han var Lenin i Etiopien og firebanden med Maos ekskone fik baghjul af Deng Xiaoping og det grimme dyr, blandingen af ekstremt voldelig kommunisme og røverkapitalisme begyndte at røre pÃ¥ sig i Kina, hvor de sovjetiske ubÃ¥de tumlede rundt i den svenske skærgÃ¥rd og sÃ¥ videre og sÃ¥ videre. Indimellem tror jeg det at skrive historiske romaner minder om en paranoid psykose, hvor ALTING passer ind i konspirationen og alle tegn peger i den rigtige retning, ind i DET STORE PLOT.

Men hvad der med den Østblok? På en gang var den jo skræmmende, og alle vi smÃ¥ rollinger gik rundt i parkaer med pelskant og var rigtig rigtig bange for atomragnarokket, hvis de gamle gubber i Kreml fyrede raketterne af. Men alligevel var der ogsÃ¥ noget latterligt, bedaget og discountagtigt, næsten storm-p-agtigt ved Østblokken. NÃ¥r man gik rundt derovre, var der ikke noget der fungerede. Jeg kan huske jeg var i Moskva, det mÃ¥ have været i slutningen af 80′erne, gik ind pÃ¥ en restaurant, hvor de kun havde bifstek. Den kom sÃ¥. Savet ud med motorsav i en grov klods med bensplinter og savmærker og sener og Ã¥rer stikkende ud som elastikker og en ækelt stinkende sauce. Det var ikke sÃ¥ meget det, men mere, at de kun havde kageskeer tilbage, ingen kniv, ingen gaffel. SÃ¥ kunne jeg sidde der og grave (det er eddermame svært at spise en sej bøf med dessertske, men det kan lade sig gøre). 

Og de rigtig onde, Stasierne og kgb-folkene gik rundt i grimme kunstlæderfrakker, Brezhnevfrisurer og massive briller og havde kameraer i knaphullet. Og hvor vilde biljagter kan der komme med en Lada med knallertmotor? Det hele virkede så stupidt, gammelt og fæagtigt i alt sit bureaukratiske ævl og dårlige kvalitet og juks fra enden til anden.

Det er vist to spørgsmål, jeg har rodet mig ud i her. Det første handler om alm. overdosering, dvs. valg og ikke blive en ævlende encyklopædi, der møblerer alle scener med tidstegn og mikser en dårlig drink af for mange baggrundshistoriehændelser - og alligevel beholder en vrimmel af ting/valg etc. fra perioden. Det andet er sværere, synes jeg. Hvordan genskabe en uhygge og en angst af noget, der er blevet kitsch og Goodbye Lenin-humor. Hvordan krybe ind bag ddr-brillen og bureakratteposerne under øjnene og se bødlen?

Vi ser.