Det første drab!
Skrevet af Dorph 17/11/06 i Afgrundens randDet er blev tid til det første drab, som vi har valgt at lægge et par kapitler inde i historien, efter at de tre hovedpersoner er bragt i spil: Anita Jensen, Ole Larsen og Erik Rohde har hver deres at slÃ¥s med denne skæbnesvangre og regnfulde oktoberaften og -nat i 1979, hvor afgÃ¥ende finansminister Knud Heinesen i et interview i TV-Aktuelt spÃ¥r om mulig undergang for dansk økonomi. Larsens kone er dødsyg af kræft, Anita tager et dramatisk opgør med sin voldelige eks-mand Preben, og Rohde ser sin tilværelsen smuldre, da han opdager, at kæresten Søren gÃ¥r i seng med bofællen Pelle. Rohde opsøger i beruset tilstand sin eks-kone og hendes ny mand, og siden i nedtrykt sindsstemning bøsseklubben Men’s Club i Istedgade og det berygtede rummet. Her mødes Anita, Larsen og Rohde senere. Men først er der lige en, der skal dø. Herefter tager begivenhederne for alvor fart. Der kan læses med fra kapitel 1 under siden Udkast. Her (uddrag af) kapitel 5: afgrundens-rand-kapitel-5.doc. God læselyst.
6 kommentarer til “Det første drab!”
Skriv en kommentar
angående bøssemusik: altså High Energy med en sangerinde hvis navn jeg lige har glemt (kan findes på allmusic.com) kom i 1978 - det helt store disco-år - og blev anledning til en hel genre med det navn, der blev associeret med homo-dans. så var der selvfølgelig bøsseikonerne: Donna Summer lagde ud med Love to love you baby i 1975 og jeg mener bøsse-klassikeren, I feel love fra albummet I remember yesterday er fra 1977. I mellem de to LP kom iøvrigt den fantastiske dosco-symfoniske Four seasons of love, hvor jeg især vil fremhæve Summer feeling og Winter melody. Men Donna blev som bekendt born-again kristen først i firserne, erklærede at AIDS var Guds straf over bøsserne og forbød genudgivelse af sine orgasmiske numre. Så var der Grace Jones. Hendes bedste plader er godt nok dem fra 80-82 (Warm Leatherette, Nightclubbing og Living My Life) hvor Sly og Robbie stod for rytmen: men hun brød i gennem i 1977 med La Vie En Rose og lavede to andre meget flade disco-LP i sluthalvfjerdserne, og hendes publikum var vist stort set kun bøsserne indtil 1980.
Endelig fremhæver jeg gerne Jimmy “Bo” Hornes SPANK fra 1978, en absolut klassiker der tager kegler analt.
og… hvis man var pÃ¥ bøssetour i København i 77-79 har man utvivlsomt trykket den af til Grace Jones´ I need a man (1977) - det var vist kendingsmelodien, men ellers mÃ¥ Niels Frank jo vide det
Tak for oplysningerne, Jens Jacob. Jeg troede, at Donna Summer var ren heteromusik for labre discodrenge og -piger i kassebukser. Men hvad ved jeg, der lyttede til Carl Nielsen og Tchaikovski, mens alle andre var fan af Sweet eller Slate? Jimmy “Bo” Hornes SPANK skal de klart høre i Men’s Club. Jeg tjekker ogsÃ¥ High Energy ud, det lyder hot!
nå, ja, udover som nævnt High Energy med Evelyn Thomas, og de nævnte Donna og Grace klassikere, - og Spank! - så er et godt bud på underlægningsmusikken, Alicia Bridges: I love the nightlife fra 1978. selvfølgelig, hvor kunne jeg glemme den!
i fÃ¥r lige sidste indlæg fra jens jacobs blog - det fortsætter, hvor han slap herover. knud er knud romer, i guess… skriv det ind som en readymade (-:
esses
Wednesday, November 22, 2006
Sailors and cowboys
Jeg var et par tyve, og jeg så videohitlisten på MusicBox hver weekend. En aften havde de i præsentationen af nye numre vist denne her sang, Why med Bronski Beat, som jeg synes, der var ret godt tryk på. Så om tirsdagen gik jeg hen i en lille pladeforretning, der hed Guf, og bad om at måtte lytte til pladen.
Personalet i Guf besad en enestÃ¥ende arrogance, fuld pÃ¥ højde med de dyreste tøjbutikker. Tit nÃ¥r man bad om en plade, smilede de hovent og spurgte, “Har du ikke den?” Men Bronski Beat udløste en ny reaktion. De to voksne herrer, der drev biksen, gloede hÃ¥nligt pÃ¥ mig og blev korte for hovedet. Men pladen kom pÃ¥ grammofonen under disken, og jeg greb høretelefonerne og gav mig til at studere omslaget, mens jeg lyttede.
Sært. Der var en stor lyserød trekant på indercoveret. Nede i et hjørne stod der alt muligt om sexuelle lavaldre. Nå, okay, det var det, det betød, The Age of Consent, pladens titel? Men jeg havde ingen fornemmelse af, hvorfor trekanten var lyserød. Denne farve havde ingen kendt betydning - ikke for mig i 1986. Decideret bøssemusik kendte jeg selvfølgelig godt til. Tilbage på Chanel One i 1981 havde de spillet Deutsch-Amerikanischer Freundschaft hver aften, og de var da vist nogle dryppende saunakarle og lædersmækkefyre. Men, hvad så? Oscar Wilde og hans illustrator, Aubrey Beardsley, var kunstnere på min reol, og at de var homoer, det var bare noget, jeg viste, og så ikke rigtig andet.
Jeg lagde høretelefonerne fra mig og fandt penge frem. Ekspedienten var overdrevent afvisende og uvenlig, han så væk, i det han rakte mig pladen i en pose, og så gik jeg hjem. Lyttede. Og blev lidt skuffet. Der var ikke så meget at komme efter, når man havde hørt den et par gange.
Den følgende weekend viste MusicBox den næste video, der hørte til albummet. Smalltown Boy. Hvis ikke tiøren var faldet, gjorde den det nu, en ensom fyr, forelsket i fyre, synger melankolsk om sin sårbarhed, og min ven Knud drillede mig straks med mit pladekøb. Nå, nåeh! Hvilket gjorde mig lidt ubekvemt tilpas. Skulle jeg nu til at danne identitet som ikke-bøsse, det var jeg slet ikke forberedt på, hvordan gjorde man det? Især, når man nu havde været inde og stå og købe en plade med Bronski Beat?
og så skal i lige huske, at i sluthalvfjerdserne var den store dille blandt bøsser at tage poppers. faktisk døde en af mine venners onkel - familiens sorte får - efter mange år på poppers, da nedturen kom