Lars Bukdahl har i dag en aversion mod den omsiggribende plotning i dansk litt. Der fanger ham mig i at blive en anelse patetisk på plottets vegne (Paul lacoursk sgu og det er da en skæbne værre en Skæbnen) i en artikel i det sidste nummer af Den Blå Port.
Vil plottet redde verden? Nej det vil det nok ikke, men måske er der nogen, der kunne tænke sig at læse artiklen.
Den kommer her:

Leths Marlowe og Greenes papegøje
- et lille forsvar for plots

Jørgen Leth er betaget af krimien, af pistoler, hurtige biler, hotelfoyerer, hævnere, folk der venter på døden, mystiske breve, knive, solbriller, mørke habitter, hele det lækre thriller-inventar. Digtene hedder f.eks. ”forbrydelse” (dem er der mange af) eller ”Elmore Leonard skriver”. Hans film vrimler med krimiemblematiske scener, mand (Claus Nissen) lægger revolver på bord, klipper negle, mystisk bil ankommer til hotel, mystisk kvinde stiger ud, man ser pulden af en stor hat og en behandsket hånd. Men lige så fascineret Leth er af inventaret og stemningen, lige så fuldstændig ligeglad er han med det, der vel også gør krimier til thrillers, nemlig plottet. Som mange 60’eravantgardister har han en fascination af lavgenrerne, comics, pulp osv., for Leth er det Marlowe og co., for Kirkeby Prins Valiant, for Højholt Supermule, for Turéll Hammett og Anders And, men der var sikkert også en 60’eravantgardist, der gik ind for Knold og Tot eller Rasmus Klump. Og man forstår dem godt. Oven på hereticanernes højstemte ævl og konfrontationsmodernisternes højpandede kulturradikalisme kunne man godt bruge en gang bordtennis og Jens Lyn, men alligevel tog man ikke skridtet fuldt ud og omfavnede populærkulturen. Man skar sider ud af Andeby eller monterede en revolver i sin sekvens af filmbilleder, men plottet fik stadig fingeren, og selv hvis man som Turéll faktisk skrev krimier, blev der ikke brugt mange sekunder på plottet. Hvorfor?
Der har været mange grunde i tidens løb: plots er skematiske, får tingene til at gå op, lyver en orden og sammenhæng, der ikke findes, går gnidningsfrit op i det kapitalistiske samfund, foregøgler en fornuft, der heller ikke er der, lider af falsk bevidsthed, er virkelighedsflugt, er et overstået kapitel osv.
Men hvorfor egentlig? Er der et lille kunstnerisk no touch der? Hvorfor er plottet og krimien til stadighed miskrediteret? Hvorfor er alle litterære former mon ikke legitime, bare de bliver brugt interessant?

Kunstneriske og følsomme snobber
Hvis vi et øjeblik glemmer de 1000 legitime grunde til ikke at ville gide plots, al den glimrende litteratur, der er plotløs, og al den elendige ditto, der er plottet, lurer jeg på, om en del af plot- og krimikritikken ikke bare er snobberi. Jeg tror, der er (mindst) to slags snobber, de følsomme og de kunstneriske. De, der holder af det, man kunne kalde intellektuel mainstream, og dem, der er på eksperimenterende litteratur. De første vil typisk kritisere plottet og specielt krimien for at være menneskeligt overfladisk og afstumpet. De vil hellere læse ’dybe’ historier om dybe emner, bore sig ind i en ’dyb’ psykologisk konflikt, en ulægelig smerte, gerne med lidt filosofi og refleksioner over historiens grusomhed og menneskets famlen rundt i en meningsløs labyrint, der måske kan heles ved skønhed eller prøvende kærlighed mellem to modne personer i douce beklædning. De følsomme snobber kritiserer plottet og krimien, fordi den er en lavsocial og ligesom skumle personer betjener sig af vold og ydre konflikter og ikke samtale, klassisk musik og indre konflikter. De bøger, denne kategori helst vil læse eller skrive, skal helst være idealiserede portrætter af dem selv på en god, smertefuld dag. I virkeligheden – tror jeg – vil disse mennesker gerne have plots, de vil bare ikke indrømme det. Kunstsnobberne – og dem hører jeg selv til – kan måske lide det uhøjtidelige og kulørte i krimierne, men kritiserer plotningen for at være kunstnerisk og menneskelig svindel, for at være skematisk og løgnagtig, en julegave fra helvede, hvor man ikke kun får en skampulet fortælleform, men også må døje med et centralperspektiv med psykologiske figurer, påstået realisme og forløjede principper om tid og rum, årsag og virkning osv.
Men kan man ikke forestille sig bøger, der både brugte og misbrugte plots, både troede på dem og ikke gjorde det, både var skematiske og uforudsigelige?

Hvad er det lige et plot er?
Jeg kunne godt have kunstsnobber mistænkt for at tro, at plots a) er én og kun én skematisk form og kolporterer ét og kun ét verdensbillede, b) er lette at lave og derfor ikke interessante. Men er det sådan?
Et plot skal klart nok gå op på en eller anden måde, dvs. organisere sit stof på en måde, så der er en begyndelse, en midte og en slutning (der ikke behøver ligge i den rækkefølge). Hvis man skriver en krimi, skal nogen have begået en forbrydelse, og man skal have at vide, hvem der har gjort det efter noget efterforskning. Det skal afvikles i en verden med et sæt aftalte spilleregler – sandsynlighed, logik, ”realisme” f.eks., og de mange såkaldte avantgardekrimier, parodier på genren, metafiktioner etc., der er skrevet i tidens løb er efter min mening spild af tid. Men spillereglerne behøver ikke være entydige og kan ændre sig undervejs. I Poes ”Mordene i Rue Morgue” finder man f.eks. en sandsynlig, realistisk og logisk verden, men plottets løsning er fuldstændig grotesk; alle de spor, der ved deduktion og megen genial tænkning følges af Dupin, viser ikke hen til en gerningsmand med et rimeligt motiv, men til en debil orangutang, der er gået amok i en blodrus med en barberkniv. Her er plotløsningen fuldstændig logisk og sherlockholmesklog, alting går smukt og restløst op, men er samtidig helt i skoven og undergraver selve begrebet forbrydelse – mennesker begår forbrydelser, men hvad med aber? Og hvor lang tid skal de så brumme den?
Så det interessante ved plots er ikke nødvendigvis, at de organiserer alting på en overskuelig, sandsynlig og logisk måde, da logikken kan ødelægge sandsynligheden og enhver rimelighed til fordel for det groteske, jf. Poe, men at de organiserer sine elementer på en, ja spændende måde, at der er en travlhed og et træk i fortællingen, der får læseren til at tro på den eller i hvert fald hænge på, og her er sandsynlighed, logik osv. gode (måske de bedste) narresutter. Ligesom en hurtig definition på en komedie kunne være, at den skal være sjov, kunne en definition på et plot være, at det skal være spændende og være en motor, der fører læseren rundt. Men derudover er der ingen grænser.
De bedste krimier (f.eks. James Ellroy) har mange plots og mange slags plots, fra den absurde anekdote og subplottet til den store svedige konspiration, der ikke behøver at være konstrueret ens. En god krimi indeholder ikke ét plot, der fanger alting ind i sin historie, men er et kompleks af plots og plottyper, der skubber læseren og fortællingen videre og rundt. De bedste plottede romaner er ikke skematiske fortællinger uden sømme, men konstruktioner, der formår at holde et mylder af plots kørende med forskellige logikker og måske endda giver plads til alverdens elementer, der ikke går op, men falder igennem alle de smukt konstruerede plots eller viser ud mod fortællingernes uendelighed, mod historier, der endnu ikke er fortalt eller måske ikke engang kan fortælles.

Fjerkræ
Det er her, Graham Greenes papegøje kommer ind i billedet. I Carol Reeds Den tredje mand, som Greene skrev manuskript til, leder forfatteren Holly Martins, der i øvrigt skriver krimier, efter sin gamle ven Harry Lime. Han er blevet væk i et efterkrigswien inddelt i allierede og sovjetiske zoner og med et væld af excentriske figurer og uigennemsigtige loyaliteter. På et tidspunkt flygter Holly fra nogle skumle personer gennem et hus. Han kommer ind i mørkt rum med et klynkende barn. Han laver beroligende lyde, mens han leder efter kontakten. Da lyset tændes, er det ikke et barn, men en meget ophidset papegøje på en pind, der skræpper op og afslører ham. Han løber over til vinduet, men papegøjen er ikke færdig og bider ham i fingeren, da han vipper haspen op. De får kort øjenkontakt, mens han sutter på den blødende finger og ser undrende ud. Nu kan man godt argumentere for, at den papegøje burde vise Holly, at ingenting er, hvad det giver sig ud for. Men man kan også se dens vrede og fremturen, der overskrider grænsen for dens symbolske og plotmæssige rolle, som et ekstra, en løkke i plottet, der åbner for en helt ny verden med sure papegøjer, der ikke finder sig i noget og vil tages alvorligt. Jeg vil mene, at papegøjen løsriver sig fra det store plot og bliver en ting i sig selv, en detalje, der går solo, og netop derved bliver spraglet og interessant.
Det er det, tror jeg nok, Christian Dorph og jeg i al beskedenhed og uden sammenligning i øvrigt osv. har prøvet i vores to første krimier, Om et øjeblik i himlen og Afgrundens rand: at lade krimien være hus for så og så mange roterende plottallerkner på så og så mange pinde, så og så mange bidske papegøjer, kort sagt at lade flere logikker fungere samtidig, udblokke det store plot med mindre, halve, hele, trebenede og med fjer og gerne med orangutanger, så romanerne bliver labyrinter, der kan indeholde alle slags historier, alle stillejer, alle slags tekst og alle slags dokumenter, og hvor den røde tråd ikke først og fremmest er logikken, men energien og spændingen, men hvor man altså heller ikke tager fusen på folk. Der er altid en udgang. Der er altid en løsning. Måske er der endda flere. Måske er der flere løsninger på det samme problem, men man står ikke med hatten i hånden til sidst. Det ville nemlig være snyd. Og snydere kan vi ikke lide. De skal i fængsel.