Ellroy og Sjöwall&Wahlöö, niggeralfonser eller et glas kold mælk?

Skrevet af Pasternak 27/10/06 i Afgrundens rand

Når Christian og jeg taler inspirationer plejer vi at spille seje og sige til hinanden og andre, at vi gerne vil mikse den skandinaviske hverdagsævlebævlevelfærdsstatskrimi fra S&W og den labyrintiske amerikanske vildmandskrimi fra James Ellroy, men da jeg genlæste Terroristerne (1975) og læste Et amerikansk dødstrip (The cold six thousand, 2001) slog det mig, at det måske ikke er så let. Og måske også kan forklare nogle af vores diskussioner om tempo, vægtning af stof osv. Og måske også - i hvert fald min - vaklen mellem skandinavisk moralisme og amerikansk sindssyge og sortsyn.

Prøv lige at tjek Ellroys start og S&W’s

Ellroy: “De sendte ham til Dallas for at dræbe en niggeralfons, der hed Wendell Durfee. Han var ikke sikker på, han kunne gøre det./Casinoejernes råd sendte ham med flyveren. De gav ham en billet på første klasse. De malkede deres bestikkelseskasse. De smurte ham. De stak ham seks tusinde i kolde kontanter./ Ingen sagde det./Nak den haleneger. Gør det ordentligt. Tag vores honorar for jobbet.” (s. 7)

Og Sjöwall og Wahlöö: “Martin Beck var utilpas og ville ikke have kaffe så tidligt om morgenen./Rigspolitichefen tog både sukker og fløde i kaffen. Han tømte den i en mundfuld og skubbede den fra sig samtidig med at han trak en tynd grøn mappe, der lå på hjørnet af det blankpolerede konferencebord, hen til sig./- Sådan skal det være, sagde han og smilede igen. - Først kaffe, og så kan man tage fat på dagens gerning./Martin Beck så mismodigt på sin urørte kaffekop og længtes efter efter et glas kold mælk.” (s.6)

Det er nok ikke et helt fair S&W-citat, men man kan sagtens genkende dem i det: den melankolske futmælkskriminalmand, der har hovedpine efter at have diskuteret vigtige ting over et glas papvin med sin datter, og som har det svært i systemet med tåbelige chefer, et system, der bliver mere og mere ulideligt (og det bliver romanen så også i sin lamme satire og moraliseren), men samtidig er der jo også hos de damer og herrer en skandinavisk realisme og langsommelighed, der vel rent faktisk også findes i DK. Jeg mener: De fleste danske politimænd i 1979 går i eccosko og grim vindjakke og bor i Glostrup i et røvsygt parcelhus (forestiller jeg mig, fordomsfuld, som jeg er) og opklarer sager, der er banale, skandinaviske og handler om andre i eccosko og grimme vindjakker, der bor i parcelhuse i Glostrup. Tricket i den slags romaner er jo så at få rystet op i den indre velfærdsnormalmeter og vende vrangen ud på det tilforladelige og vise grimmer ting. At S&W så altid kun havde to typer skurke: den iskolde kapitalist eller den lille seksualmorder, der var blevet perverteret af systemet er et problem, synes jeg, men de indførte trods alt kriminaliteten i skandinavisk litteratur. Hele den skandinaviske krimi har i det hele taget et problem med moraliseren og forloren indignation, men o.k., den er også god nok.

Og man kan også se Ellroy: den blakkede politimand, der bliver rullet ind i det onde, i hans romaner findes ikke engang et system, der er ikke en normalmeter, men kun uofficielle netværk, konspirationer og flydende grænser mellem kriminelle og politimænd, der er kun samvittigheden (Han var ikke sikker på han kunne gøre det) i en verden af mafia, niggeralfonser og det vildeste tempo. I denne ret sene roman gider han ikke engang helsætninger, men går amok i / - f.eks. “Hun var død. På gulvet/første fase rigor mortis/maddiker på besøg. Kvæstelser/sår i hovedet/knuste kinder.2 (s. 183). Formodentlig litteraturens mest cool skråstreger eller er der nogen, der kender en mere brutal brug af dem? Ikke meget semikolonets halve pause her, men en mavepuster af hård montage. Der er slet ingen pauser, kun en tid, der går så hurtigt, at verber og hele sætninger med kryds og bolle er for langsomme. En hvirvel af ubehageligheder.

Så hvordan få niggeralfonsen ned i eccoskoen, kan man det? Kan han humpe rundt i den? Kan man overhovedet skrive niggeralfons i en dansk krimi? (jeg har mine tvivl) Er der plads til et glas kold mælk i den hvirvlende labyrint? På bordet. Kold mælk/kaffekop/grøn mappe/narrøvsrøvspolitichef/tømmermænd efter vigtig samtale med datter. Ikke rigtig vel?

Men vi prøver. At få folk til at drikke et glas kold mælk inden de går ned ad den mørke baggyde.

Udelukker de to tradtioner hinanden i deres mest ekstreme udtryk?

Vi ser. Er der nogen der synes noget?

5 kommentarer til “Ellroy og Sjöwall&Wahlöö, niggeralfonser eller et glas kold mælk?”

Feed for denne tekst Trackback-adresse

1 tue Oct 28th, 2006 at 2:14 pm

Et af problemerne er vel, at den sædeskildrende krimi netop vil indfange det hverdagslige i forbrydelsen og kriminaliteten. Her underspiller man indbruddet af “andethed”, pervers sex, død og kaos, ikke kun i plotopbygning, men også i bøgernes implicitte verdenssyn og via fortællerstemmen. Ellroy gør det modsatte, det er hans projekt.

Det virker som om, du egentlig helst bare vil skrive i Ellroy-genren, Simon; vil lave en dansk version af den. Synes du overhovedet ikke, der er noget æstetisk attraktivt hos S&W, noget attraktivt ved at kunne skildre hverdagsliv kriminalitet sammen? Uanset hvor meget energi, der er hos Ellroy, så er hans personer f. eks. langt mindre mindeværdige end Beck kolleger er det i “Roman om en forbrydelse”. I al fald i mine øjne.
2 popo (meget-meget stor fan) Oct 29th, 2006 at 9:52 am

Jeg oplevede som læser af både OEØIH og de første kapitler at det er ret åbenlyst at de to traditioner:

- ER vanskelige at kombinere

- KAN kombineres, selvom det knirker og larmer og nogle gange ikke fungerer

- ER noget af det der gør netop jeres krimi-partnerskab interessant - hvordan kan man egentlig skabe en godbeskrivelse af rovmord, voldtægt mv. uden en Ellroysk energi og beskrive en dansk 70′er kontekst uden ecco-skoene? (man kan fortsætte spekulationerne over om ikke vores hæsblæsende/smertelige/intense og fundamentalt gennemsnitsagtige menneskeliv i Ecco-Glostrup, Gentofte mv. ikke hele tiden strækkes ud mellem de to typer tilstande eller grader af intensitet)

Og for at fortsætte Tue’s arbejde med Simon på briksen: Jeg oplever at i og du - Simon - kæmper en naturlig og nødvendig kamp i at få de to til at hænge sammen. Sådan må DET nu engang være….Kunsten ligger så i at holde fast på det rigtige de rigtige steder. Mine tidligere kommentarer om fængslende detailbeskrivelser mener jeg iøvrigt S&W har mindst lige så effektfuldt styr på som JE!
3 Dennis Gade Kofod Nov 4th, 2006 at 9:51 am

Et hit på google på niggeralfons: Det er jeres egen side der dukker op.

Mine spørgsmål er blot 1) om det overhovedet er et interessant projekt, hvis i ikke forsøger at få de to genre til at mødes og 2) er det ikke ganske passende med en blanding (Mere over i Ellroys genredef end over i S&W, nu hvor tiden er løbet fra dem), der afspejler det gængse syn på kriminalitet som afvigerens angreb på bores normalitet: Se blot her - http://www.retspolitik.dk/generelt/boganmeldelser/kriminalitet-og-magt-2013-kriminalitetsopfattelser-i-det-20-arhundrede/ (åndsvgt langt link). Det interessante for jer må vel være at skrive noget der rykker i dag, har vores tid somklang bund og ikke fortabe jer i pastiche over 70ernes eksotiske/liberale livsførelse og sexualforbrydelser (?). Det er vel det der sker i Hylster (Har ikke læst OEIH), der er meget moderne i sin anskuelse af forbrydelsen, men meget klassik i sit valg af helte/antihelte.
4 Simon Nov 22nd, 2006 at 2:06 am

Kære jer tre

tak for jeres kommentarer, som har givet os noget at tænke på, mildest talt, derfor sent (og helt sikkert rodet) svar herfra.
For at tage dig først, Tue, så har du ret i - og det er en meget relevant indvending - at Ellroy ikke skaber interessante karakterer, selvom hans plots er gode, nej sjofelt hvinende gode, selvom hans energi er enorm og hans verdenssyn er dejlig centrifugalt og sindssygt (i sig selv tiltrækkende, at hans verden er spektakulær og ikke banal, og hvem der i øvrigt lever et banalt liv, er ikke imponeret af det?). Spørgsmålet er hvorfor? Om det er indbygget i hans æstetik i øvrigt, om selve dynamikken, kraften, perversiteten og alt det du i øvrigt siger om forskellen mellem de to traditioner (som jeg er enig i), i sig selv gør, at karaktererne står svagt. For det gør de fanme, eller om det er Ellroys eget personlige problem, for der er jo egentlig masser af karakter i hans hovedpersoner, de har familieliv, fortid, besættelser, svigtende loyaliteter. Jeg ved det ikke, men måske kunne problemet være, at hans karakterer altid har en PRIK, en besættelse (utrolig ofte er heltene blakkede osv., men de HADER ALTID kvindemishandlere) og at de altid er korrumperede, en del af flowet og den almindelige moralske opløsning. Det gør dem på en eller anden måde til stereotyper eller øer af karaktertræk, der aldrig får dem til at samle sig. De er altid enten i gang med plottet, sige eller gøre brutale og groteske ting eller i gang med en indre besættelse, en prik. Der er ingen ro, ingen samling, intet glas kold mælk, måske ingen genkendelse eller identifikation og i hvert fald meget sjældent en forskel mellem de centrale figurer i de enkelte romaner. Jo, der er mere eller mindre skurke og helte osv., men man kan ikke kende forskel på de forskellige roller fra bog til bog - jeg kan i øjeblikket overhovedet ikke huske, hvad hovedpersonerne hedder i LA-kvartetten, men nok, hvilken slags personer det er, mens det sgu ikke er svært at huske Kollberg, Beck, Larson osv.
Det kunne tyde på, at du har ret, at plottenes og verdenssynet korrumperer og ødelægger karakterne og at det er realismen og langsommeligheden, den skandinaviske kedsomhed hos Sjöwall og Wahlöö og konsorter, der giver personerne ro til at være, at fylde, at være forskellige og hele på en eller anden måde.
Omvendt må man så sige, at skandinavernes moralisme, plotopbygning og hele bedrevidende alvidende fortællere er ufuckinglidelig.
Jeg så i går (man skal leje fem favoritter i Blockbuster for at få rabat) Brödrene, en Wallander-krimi, og problemet var indlysende: Da det først er klart, at en flok brødre og fætre fra Algeriet voldtager og brutalt myrder nogle svenske par, må det være, fordi de selv har været ofre for en (endnu mere) modbydelig racistisk forbrydelse, der har perverteret deres rene selv. Og det viser sig da også, at de to brødre og den ene fætter blev bundet til radiatoren som børn, mens de bemeldte svenskere voldtog og dræbte deres mor/tante. Hvis det ikke er politisk korrekt skandinavisme, så ved jeg fanme ikke. Hvorfor kan folk ikke være modbydelige bare fordi de kommer fra Algeriet. Eller flinke eller hvad som helst? Skal der moralsk ævl ovenpå. Ja, synes Mankell at sige - en rigmand, der bruger halvdelen af året på at køre en teatertrup i Mozambique (jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige) og formodentlig den næste næsten halvdel på at undervise aidsramte mundmalere i keramik - alt sammen jo gode og rigtige beskæftigelser, MEN FOR HELVEDE DA! Men måske er han bare et godt menneske, og det er svært at anerkende for en ondskabsfuld type som mig.
For nu at blive færdig: Kan man ikke få rimelige figurer, der findes i Valby og omegn og et centrifugalt og labyrintisk plot med indbygget eskalerende vanvidsvirus - altså Ellroys stereotyper/maskiner eller øer, der hamrer derudad med polkaprikker og knytnæver og den skandinaviske gode mand, der måske er melankolsk osv., men sgu aldrig drikker sig fuld i mælk? Et tyndt og banalt svar kunne vel være, at karakterer godt kan være begge dele: at de både kan drikke mælk og gå amok, at idyl og kaos er ting, der findes, at Glostrup og LA godt kan rumstere på en gang, uden at det ene er sandere end det andet. Og at man godt kan interessere sig for både orden og kaos - plotmæssigt og karaktermæssigt, at man kan skabe logiske labyrinter, der hænger sammen, men alligevel går efter sammenbruddet, overophedningen, vanviddet, og personer, der både bor i Glostrup og piller tæer og render rundt ude i verden og piller folks tænder ud.
AHR, det er svært, mand.
Hvilket bringer mig til dig Popo, nemlig om en roman kan indeholde forskellige grader af intensitet, forskellige tempi, simpelthen, en tid til kold mælk og en tid til blod, en tid til at nusle sin søn bag øret og en til at flå hjertet ud på en stodder. Det er i hvert fald noget, vi arbejder med for tiden: at skabe forskellige slags flows i bogen, forskellige gear (undskyld, Christian, det er vist vores hadeord), de de forskellige virkeligheder - Ellroys og S&W’s flyder ind i hinanden.
Hvilket bringer mig til dig Dennis: tak for referencen, jeg kender godt Christie, en gammel norsk hippie.

Uklar, men interesseret og taknemmelig hilsen
Simon

1 ultram 100mg Trackback on Jan 11th, 2008 at 8:12 am

Skriv en kommentar