PÃ¥ torsdag den 18. september udkommer Anita Brask Rasmussens bog HÃ¥nden over Ole, og det er en interessant bog. Den tager udgangspunkt i Erik Knudsen, Klaus Rifbjerg, Torben Brostrøm og Bente Hansens solidaritetslæserbrev (16.10.07) til søstrene Wivels læserbrev i anledning af “en vis bog”, nemlig Afgrundens rand. Anitas bog handler ikke om selve Wivel-sagen, her opsummerer hun de kendte fakta, men pÃ¥ en god og overskuelig og herlig uforfærdet mÃ¥de, hvis man har glemt dem. Bogen bestÃ¥r først og fremmest dels af dramatiserede interviews med Jørgen Hunosøe (der guddødeme brændte sine kopier af Erik Johansens breve og digte i efterÃ¥ret 2007 og som der stÃ¥r “kun kan tale om sagen i to timer, sÃ¥ mÃ¥ han tage en pause”), interviews med de tre overlevende underskrivere - hvorfor bliver de ved med at forsvare Wivel? Og sÃ¥ til sidst et herligt fund, interviewet med Tage Skou, der (som sædvanlig) har fat i en lang ende.

At læse interviewene med specielt Brostrøm og Rifbjerg er interessant læsning, nej, det er virkelig interessant og mærkelig læsning …

specielt Rifbjergs faktisk. Hvis mine venner talte sÃ¥dan om mig, hvad mÃ¥tte mine fjender sÃ¥ ikke mene? Man fÃ¥r - stærkt omskrevet og med glasur og krummelurer - billedet af en opportunist og magtmenneske, der vejrede de ideologiske vinde før de fleste og holdt sine venner i et jerngreb (”den gamle fostbroderide, der nok ogsÃ¥ har haft sit udgangspunkt i de mere skumle ideologiske forhold i begyndelsen af krigen”, siger Rif), hvor fejltagelser ikke blev tolereret. Ord som “dæmonisk” bliver brugt, men han var ogsÃ¥ “meget intelligent” og “utrolig morsom” (”og ikke nogen blegsotig Ã¥ndbollerist”). Ingen forsvarer selvsagt “sumpmørket” fra Ringen, som Rifbjerg formulerer det, men alligevel forsvarer de ham - eller mÃ¥ske snarere - angriber angrebene pÃ¥ ham, hvis man kan formulere det sÃ¥ underlig omvendt og kringlet. Og deres argumentation er da ogsÃ¥ underlig kringlet, for det handler ikke om Wivels fejl, men om angribernes motiver.
Man skal se livsløbet under ét. Alle kan begÃ¥ fejl - og de fleste (?) gjorde det i 30′erne. Han har skrevet det hele i erindringerne. Og er det ikke bare misundelse (bare fordi han var god til tennis og kom fra Vedbæk, angriber Rif Bukdahl for at bruge som greb i sine anmeldelser af OW’s sidste digtsamlinger) og antielitetænkning og højrefløjsmisundelse, nÃ¥r man angriber den gamle kæmpe fra modstanden mod Frankrigs krig i Algier og fra Russell-tribunalet. Ville det have været lige sÃ¥ interessant, hvis det havde været nogle “Folkeskolelærere fra Køge”, som Brostrøm skriver. De vil (vistnok) gerne have Ã¥bnet arkiverne, som kun søstrene W har nøglerne til nu, men kun hvis man behandler det som om han ikke var Ole Wivel, men enhver anden.
Som de skriver i det originale læserbrev “At blive hængt op pÃ¥ sin ungdoms vildfarelser kan være belastende, at skulle slæbe rundt pÃ¥ dem til sine dages ende og udover døden er uanstændigt. Det er livsforløbet, der tæller, indsatsen i den store sammenhæng. Kun den, der har rene hænder kaster den første sten. Og hvem er det?”
Nu burde der vel i sidste sætning stÃ¥ “hvem har det?” - ellers spørger de vel bare, hvem der kaster den første sten? Desmond Tutu? NÃ¥h, anyways, jeg synes hele den bagvendte spejldans er mærkelig, forunderlig - og forkert. Det er, som om man skal gÃ¥ til Wivel som til blindsmagning pÃ¥ en særlig spidsfindig bourgogne, med fløjlshandsker og andagt og hele tiden holde sig balancen, objektiviteten, renheden, den store sammenhæng for øje. Man skal have de rette motiver, de rigtige proportioner, man mÃ¥ ikke - det siger ogsÃ¥ Hunosøe - forsøge at begÃ¥ “karaktermord” - eller som Søren Ulrik Thomsen skrev i et tidligt indlæg om sagen (17.3 2001): “Virkelig erkendelsessøgen har altid noget vist køligt, nærmest desinteresseret over sig, og tonen i ‘debatten’ viser da ogsÃ¥, at her drejer det sig … om tomhjernet at beruse sig i alle mulige opkørte følelser … at være forarget indtil man kommer i ekstase og te sig sÃ¥ dirrende selvretfærdigt … osv.”
Nu spørger jeg: Hvorfor det? Hvorfor skal man undgÃ¥ det skandaløse, monstrøse, largerthanlife, det beskidte, svedende og saftige, den grove cocktail af magt, elite, løgn, bedrag, nazisme, Vedbæk, Østfronten osv. i Wivelsagen? Hvorfor mÃ¥ han ikke fÃ¥ gris pÃ¥ sine fine tennisshorts, hvorfor skal han behandles mere “objektivt” og med “takt” end alle mulige andre?
Er selve historien ikke bare så sprængfarlig, umoralsk, selvantændende og kulørt - at den må fortælles med alle midler? Hvorfor må man ikke tomhjernet beruse sig i alle mulige opkørte følelser, hvorfor skal man klarhjernet analysere alle mulige stille og rolige følelser? Nødvendigvis? Eller kun?
Men lad mig se, om jeg kan klemme mig ned i de hvide shorts og begynde med de kølige:
Wivels fornægtelse/glemsel passer meget godt til den kollektive fortrængning i DK af nazismens fascination og fortegner billedet af de ideologiske dramaer i 30′erne og 40′ernes begyndelse. Og netop en sÃ¥ intelligent og magtfuld mand som Wivel kunne have bragt billedet pÃ¥ plads, for det er selvklart ikke selve handlingen, men fortrængningen, løgnene og kujoneringen af folk omkring ham, der er problemet (og det gode romanstof). Han kunne have oplyst os, forklaret os, hvor kort der var fra frihedskamp til kollaboration, fra æsteticisme til antidemokratiske længsler og evt. nazisme. Og hvis de magtfulde og kløgtige ikke skal vise vejen, hvem skal sÃ¥?
Og til de lidt mindre kølige: Er det ikke problem at være moralismens og de rigtige meningers talsmand og så have sådan en uerkendt bagage, først at fimse litteraturen til med kristendom og tyndbenede metaforer og nedskrive ideologierne på bekostning af lyrikken og kånstens kors og fisk og bjældeklang, når det måske netop var ideologierne der var problemet? Og siden køre det store venstreorienterede engagement? Skal det forstås som en særlig intelligent og moralsk omend skjult bodsgang?
Er det ikke skandaløst, at det næsten lykkedes - med Gyldendal, Akademiet og Louisiana i hånden - at holde fortiden i skak? Er det ikke forstemmende, at bare man er klog, rig og magtfuld nok kan man holde løgnen skjult i 60 år? Er det ikke trist, at de kloge og magtfulde (næsten) altid vinder, og er det ikke herligt, når de ikke gør? Bare lidt? Og er det for fanden ikke lige præcis det omvendte det drejer sig om: At Wivel og Knud W. Jensen netop kørte et renhedens regimente af upolitisk, æstetisk kunst og designermøbler og svalende øresundsblæst (lige til at få kølige følelser af) på Louisiana, og på Gyldendal den høje, uplettede og urørlige kunst, hvor der ikke var plads til plat- og dumheder og æstetisk gang i gaden? Er et angreb på Wivel ikke lige netop det - et angreb på det fine, opstyltede, kølige og moralsk og æstetisk rigtige?
Det er i hvert fald det, der har interesseret os - plettede som vi er - da vi skrev romanen Afgrundens rand. Vi er ikke historikere og vi har ikke skrevet en nøgleroman, vi er blevet antændt af den sydende historie om magt, løgn og ære, kujoneri og mod og krimiens kulørte lamper over for hereticalyrikkens osende kærte.
Og for at runde den igen: Der er mange grunde til at AR ikke er en nøgleroman: af dramaturgiske (der skete jo ikke alverden), af moralske (man kan ikke både pege og ikkepege uden at have et problem, ja, det lyder mærkeligt jf ovenstående).
Og er det ikke netop det (kriminal)romaner kan - på engang være kølige og varme, have analysen i orden og samtidig være skrevet på ambivalente og mudrede følelser, være drevet af lige del fascination, had og forsøg på at fatte, hvad det hele drejer sig om?
Eller skal vi bare forbedre vores serve og sige skidt pyt, en limonade til, hr. ostegrosserer, knæk og bræk, ingen skår i glæden, hip hip hurra, ja, det var et lille fejltrin, det er glemt i morgen, og nej, jeg siger ikke nej til biscuit til?
Brostrøm citerer et af Ole Wivels digte - lige til at få respekt af manden for - se lige:

De kommer flyvende/forbi mit hus/hvor jeg ligger alene/med blæst fra heden/og byger fra havet. Grå Fyr repeterer/de gamle tvangstanker/til krykkens dunk,/forurettelser,/fravalg og tab/eller værre, (OG HER KOMMER DET, sp) din æreløse skygge/som intet fortryder

Det er ganske barskt skrevet. Din æreløse skygge som intet fortryder. And the rest is silence. Sådan.

Men altså: Anita Brask Rasmussens bog Hånden over Ole udkommer torsdag den 18. september på Information Forlag.
(Og for særlig interesserede, se vores blogindlæg, da sagen kørte sidste år: Wivel i Weekendavisen, 12.10.07 og Ole Wivel igen igen, 4.11.07)