Iggy Pop havde ret, han havde ikke bare ret, han havde helt utrolig ret i følgende:

I’m bored

I’m the chairman of the bored,
I’m a lengthy monologue
I’m livin’ like a dog

I’m bored

I bore myself to sleep at night
I bore myself in broad daylight coz

I’m bored
just another slimy bore

ja, sgu! det er det jeg er og gør. Hvorfor skal der være den her lede kedeperiode, hvor man ikke kan komme i gang med en ny bog, hvor man desperat finder på ideer, der netop er - desperate, pinlige og åhr for fanden, fordi man et kort øjeblik tror de er, ja - gode. Hvad bruger man den til? Hvad skal den lave? Hvad er den lavet af? Kan man coache sig ud af den?

Den ret ringe victorianske forfatter Anthony Trollope, manden der i øvrigt opfandt postkassen, og ud over det fik skrevet 52 skingrende småborgerlige romaner (o.k. jeg har kun læst fem, men fyh, det hviner i tandhalsene med snobberi, the upper ten thousand og rette partier reddet i sidste øjeblik), skrev en selvbiografi, An autobiography fra 1883, hvor han beskriver sin arbejdsmetode. Til sidst - for at bevise, at han er en god borgermand og kunst ikke er for statsfinanserede fjolser - laver han et regnskab over, hvad hans bøger samlet har spillet ind - 45.439 pund, 17 shillings og 5 pence. Respekt? Ikke et ondt ord om folk, der kan leve af at skrive, og man burde måske lave sit liv om og gøre som ham. Han lavede et ordregnskab - så mange ord pr. minut, pr. kvarter, pr. halvtime og ingen pauser i morgenskrivningen, tid er penge eller sådan noget lignende (sagde manden, hvis resultat efter ti års fuldtidsarbejde er minus 1720 kr. og to børn). Hvis han blev færdig med en bog i sin morgenskriveperiode, begyndte han straks på en ny - det holder da (Sagde manden, der ikke kan komme i gang med bind tre og hvis ven danderer den på Langeland i bar mave og shorts, dvs. påstår han skriver digte. En så langt ude undskyldning for at tage i sommerhus, at man næsten tror den er sand! Er manden misundelig. En god damn kende.)
NĂĄh, nyd det Dorphson!