Wivel-debatten har kørt for fuld skrue i Weekendavisen og Information, siden vores bog udkom for en mÃ¥ned siden. Først var det døtrene, Anne og Dorrit, der fór i blækhuset og forsvarede deres far i store indlæg med en benægtelse af, at han overhovedet skulle have været nazist. DerpÃ¥ fulgte en debat pÃ¥ Informations netavis, hvor det bl.a. blev anført, at døtrene glemmer, at Wivel midt under krigen sendte Oluf Høst’ søn Ole til Østfronten og skosede vennen og maleren Erik Johansen, fordi han fik kolde fødder og alligevel ikke ville ud at kæmpe mod ‘den røde fare’.

En frygtindgydende falanks med Klaus Rifbjerg, Erik Knudsen, Bente Hansen og Torben Brostrøm, kom Wivel-døtrene til undsætning i et lille læserbrev i inf. 16.10: ‘Det er livsforløbet, der tæller, indsatsen i den store sammenhæng. Kun den, der har rene hænder kaster den første sten. Og hvem er det?’
Der er næsten noget Heretica katedralekko efter den svada, en svidende verbal ørefigen til brdr. Dorphnak og alle de (andre?) formastelige højreorienterede, der ‘gnider sig tilfreds i hænderne ved endelig at have fÃ¥et en irriterende modstander pÃ¥ krogen’.

Bo Bjørnvig havde en interessant pointe i Blæksprutten i WA 19.10. Han mener, at Wivel-døtrene skal Ã¥bne arkiverne, fordi hemmeligskræmmeriet fÃ¥r myterne til at tÃ¥rne sig op : ‘… nÃ¥r Erik Knudsen, Klaus Rifbjerg, Bente Hansen og Torben Brostrøm føler sig kaldede til at kalde angrebene pÃ¥ Ole Wivel for højrefløjens hævn er det rent ud sagt dum motivforskning. Derimod har de ret i, at en person skal bedømmes for sin samlede livsindsats, og ikke blot ungdommens vildfarelser. NÃ¥r det sidste truer med at ske, skyldes det jo netop, at Wivels vildfarelser vokser foran de lukkede arkivdøre’.

Filologen Jørgen Hunosøe, som satte hele balladen om Wivel i gang, fÃ¥r et par hak i tuden af Bjørnvig for at have lokket Wivel i en fælde i sin tid, da han skrev om Wivels tidlige digte (i tidsskriftet Nordica i 2000) og for at have haft en skjult dagsorden (hævn). Hunosøe svarer igen i denne uges WA: ‘Bo Bjørnvig er imod dum motivforskning, men hele artiklen … er et studie i selvsamme viderværdige disciplin’.

Dum motivforskning! Rene hænder! Kaste den første sten! Samlet livsindsats! Vi er højt oppe, og det er selvfølgelig i orden og på sin plads at forsvare Wivel, men tonen i debatten (det sagde jeg ikke) irriterer mig.

Der er jo ikke nogen, der vil forklejne Wivels samlede indsats. Men det handler det heller ikke om. Det handler om, at man ikke MÅ tale om Wivel og krigen, det er blevet tabu, og uanset hvor nuanceret og åbent man gør det, er det en hån mod manden. Og hvorfor nu det? Hvorfor skal man føle sig som en uopdragen skoledreng, fordi man er nysgerrig og interesseret i en problematik, som for fanden er underbelyst og spændende!

For os var det lige præcis fortielsen og hemmelighedskræmmeriet, der satte plotfantasierne i gang, og da slet ikke moralsk forargelse over Wivels gamle naziflirt. Det, at nazismen ogsÃ¥ var avantgarde og tiltrak kunstnerne og opvakte unge og ikke kun ismejerister og flipproletarer med hareskÃ¥r og den tykke dreng bagerst i klassen, har interesseret os en del. Som Simon allerede har skrevet. Men vi har ogsÃ¥ tumlet med den ide, at katedralstemningen og Ã¥ndsbolleriet i Heretica kunne have noget at gøre med fortrængning og indeklemt skam og bitterhed. F.eks. nÃ¥r det hele skulle pakkes ind i tung symbolik, som i Afgrundens rand p. 154: ‘… i et af digtene stod der Tavshed fire gange … og der var ogsÃ¥ nogle sorte Frugter, de voksede ud af sneen, og Wolff ventede pÃ¥ noget pÃ¥ den anden side af den tilisede Fjord, men det kom vist ikke rigtigt.’

Okay, vi gør grin med åndsbolleriet, men vi tager historien alvorligt, og vi respekterer Wivels samlede indsats, ikke mindst som forlægger og debattør. Men hvor ville det have været skønt, hvis de der begavede mænd var kommet med nogle krasse selvopgør efter krigen - eller i det mindste inden de døde. Vi skal jo se på hele livsindsatsen, ja, men det gælder jo også krigen og Ringen, som i høj grad kom til at præge disse menneskers virke.