NÄh, et hurtigt bud pÄ fÞrste klip i vores Copenhagen Noir-novelle.

SPURVE SÅ STORE SOM HØNS SANG SÅ DET RUNGEDE

- Skal jeg?
- Du kender Reza.
Han rejste sig og tog stanniolen i skuffen, hev et stykke af, pakkede fÄrepÞlsen ind, slog knude pÄ plasticposen med rugbrÞdet og lagde den i brÞdkurven, men ombestemte sig og smed den i skraldespanden, det kan alligevel ikke holde sig. Han Äbnede kÞleskabet og opdagede glasset med saltagurker. Hvordan kunne han glemme dem? Den grove Opole-sennep, saltagurk. Han tog dem ud med den frie hÄnd, skruede lÄget af, havde hÄnden dernede, rÞret mellem skulder og hage.
- Ja?
- Nu, Marek.
Han lod agurkerne stÄ pÄ kÞkkenbordet.
Fuck hende. Fuck hende og hendes forpulede spasserkĂždpirogger og pis.
Han besluttede sig for at hente mappen fÞrst. Han satte mobilen pÄ lydlÞs, han kunne hÞre Piotr banke i lommen, da han drejede ind til Lech, men han tog den ikke.
- Hvor?
- KĂžbenhavn. Det hele ligger i mappen.
Lech skubbede den tvÊrs over bordet. Han Äbnede den og sÄ hurtigt pÄ et par af billederne.
- Og de er nye?
- Uhum.
- C-4’eren – den ideelle familiebil.
- Uhum. Men det er ikke hans kone.
Lech sad pĂ„ hug med ryggen til, han kunne se sprĂŠkken og rĂžvskĂŠgget. Lech kĂžbte altid sine T-shirts for korte. Den her var gul. Lechs rĂžv var ogsĂ„ gul. Nu kom han op, lagde en stofpose pĂ„ bordet, han har slĂ„et slĂžjfe pĂ„ den, som om det er en madpakke, bĂžssekarl, og knaldede en ĂŠske 9mm’ere i glaspladen.
- Du har da ikke stadigvĂŠk den gamle fiskekniv?
- Lige her.
- Hun gider ikke det svineri.
- NĂ„h.
- Ja, jeg er sgu da ligeglad, bare du kvitterer.
- O.k.
Marek slog .44’en – noget billigt kinesisk biks, for hidsig, for uprĂŠcis - mod skĂŠret pĂ„ en gravko ved udgravningen bag ved Lechs, han gik omrĂ„det igennem med sin maglite bagefter, fik alle stumperne op i posen og kylede den i kanalen. SĂ„ gik han over til sin vogn, tog billetterne og passet, lagde billederne og kortet tilbage, smed dem ind i Lechs postkasse.
Han kunne godt huske det fjĂŠs.
Hun havde et lille ar pÄ overlÊben. Hun sÄ fin ud. Gylden hud, lyse fregner.
Han var gul. Han mÄtte vÊre polak.