Prolog. Forsøg 1
Skrevet af Pasternak 22/09/06 i Afgrundens randKære C, hvad siger du?
Prolog:
Han klapper håndfladen mod kontakten. Neonrørene slår lys ned i rummet: glasskabene, de tre stålbrikse med afløb, det er allerede kørt frem på toeren, ligger med fødderne udenfor, har seddel på tåen.
Og Mogens, hvor er han?
Han går over til briksen, bordet er rullet frem, clipboardet med den nye journal er der, redskaberne og organskålene er lagt frem, urtekniven mangler stadig, dens hul mellem skalpel og saks er der.
Han ser på sit ur. 3.45.
Han tager smøgpakken i bukselommen, skubber sølvindlægget ud og fisker en craven a frem, banker cigaretten ned mellem ligets hæle, stikker den i munden.
Mand. Ubehandlet neglesvamp. Gør neglene træede, gule. Bliver aldrig bedre.
Han får ild på, vender sig igen, spytter røg ud.
Hvor fanden i helvede er 2. reservelæge Mogens Petersen?
Han ser sedlen på clipboardet. ”Lillelise har kighoste! P kommer 4.30! Der er kaffe på kanden! Beklager!” Yngre læger. For mange udråbstegn og for få indgreb. Altid hjemme og amme, skrive disputats, brokke sig, pille tæer.
Så skal han selv. På 45 minutter. Alene. Og gigten summer i hånden. Det går med den elektriske, men leddene låser med håndsaven, når han skal lægge ordentligt tryk på. Og den elektriske duer ikke til ribben. Han skyder fingrene ud fra håndfladen, ryster dem, slår håndfladerne mod hinanden, nulrer tåsedlen, han skal have gang i fingrene, tjekker nummeret med journalen, det passer.
Fingrene er stadig kolde.
Hvordan skal han lægge y’et?
Han skodder cigaretten, tjekker diktafonen, siger hallo til den.
Han slår lagenet af liget.
Bugvæggen er væk, brystkurven flået fra hinanden.
Han er alene. Han har 39 minutter. Og snittet er lagt for ham.
Han når det.
8 kommentarer til “Prolog. Forsøg 1”
Skriv en kommentar
Hmm… For det første, er jeg ikke sikker på, at I har brug for den prolog, men det er vel for sent, at komme med den indvending. Men hvis den skal være der, så synes jeg da I bruge den til at dykke lidt ned i den fortid, der kommer til at spille en central rolle sidenhen. Hvad med en beskrivelse af en dokumentar eller avis-artikel, a la åbningen af “Citizen Kane”, “News on the march”, der beskriver elementer af den forhistorie, der kommer til at præge begivenhederne i bogen. Bare et lille glimt, en appetizer på det store billede. I vil kunne flette jeres fiktive elementer ind i faktiske begivenheder fra dengang, for at sløre, hvor grænsen går mellem fiktion og virkelighed. I see possibilities, dudes.
Et lidt kryptisk indlæg, I know, men jeg har jo også snydt lidt, og læst historien på forhånd, og jeg vil ikke afsløre for meget.
Tak for prologen, Simon. Den er ikke dårlig, men der er, synes jeg, cirka to grunde til, at den ikke vil fungere:
1. At stille en obduktion i udsigt gør hverken fra eller til. Det er vel bare en fiks måde at sige ‘død mand’ på.
2. Hvad skal vi med retsmedicinerens synsvinkel og hans små subjektive grynt her, når vi ikke bruger ham senere?
Jeg tror, Steffen har ret i, at en prolog eller teaser skal pege længere ind i romanen, obduktionen har vi jo allerede på side 25, vi skal helt ind til hovedsporene, spionhistorien, naziforbindelsen og forræderiet under besættelsen. Men naturligvis uden at afsløre for meget.
Kære Christian
o.k., du er en hård mand! Men fint nok (lidt sur er man vel altid), den duer ikke, men jeg syntes det var i orden bare at lave en simpel prolog, få et lig på bordet (er det ikke nok!) og fremfor at ville være uhyggelig eller tåget, så følge en halvmuggen retsmediciner, der omgås sine lig som ethvert andet arbejde.
Spørgsmålet er så: hvor meget skal prologen spole frem, helt til slutningen eller helt end i forhistorien - en scene fra 2. verdenskrig? Eller helt frem til sidste sekvens?
Kom med et forslag, Klogesen!
Simon
Jeg tillader mig lige at blande mig i debatten: Problemet med en prolog er, at man kan ende med præcis den modsatte effekt af den ønskede. I stedet for at sparke læseren direkte ind i historien, give læseren en lille overraskelse eller appetitvækker, kan man ende med at trække introen i langdrag. En ligegyldig prolog er som et glas Kir Royal - for hvad tilfører det menuen? Og er den ikke bare glemt, når første ret (kapitel) er indtaget? Hvis ikke man har noget fornuftigt at sige i en prolog, der er af væsentlig betydning for handlingen, bør man tie stille. Desuden er det bærende element i en hver god kriminalroman (og samtidsroman) vel personerne? Og i første kapitel præsenteres de på en glimrende og fyldestgørende måde. Jeg er helt uenig med Benni Bødker, der finder kapitlet tungt. Men måske kunne man bytte om på de tre historier med fordel, så de bliver præsenteret i en anden rækkefølge? Bare et forslag.
Kære Jens
jeg er langt hen ad vejen enig med dig. Jeg har det også svært med prologer, fordi de er et trick, en gang snyd, der netop mister betydning hurtigt. Det var også derfor vi har valgt ikke at have en prolog og ikke nok med, at vi ikke har en prolog, vi begynder ikke engang med et mord. Det var netop ud fra ideen om at køre karaktererne og plottet sammen og gøre plottet en del af karakterernes egen historie. Som man allerede kan se er de første kapitler vores tre hovedpersoners vej mod forbrydelsen, mod mordet.
Omvendt må man vel give Benni Bødker ret i, at man får en masse billige points og først og fremmest tid (dvs tålmodighed fra læseren!) ved at lave en prolog.
Men som Christian også skriver, er mit prologforslag problematisk, fordi det ikke giver historien et twist, en snedig fold, der kan rettes ud i løbet af historien, men bare peger på en død mand (krimier er vel også at pege på døde mænd, vil jeg så hævde til mit forsvar).
Lige et spørgsmål: Hvad mener du med at lave ny rækkefølge til personerne, interessant tanke. Hvad skulle man starte med, Anita. Er det den, der er mest gang i?
Vh med tak for kommentar
Simon
Jeg er godt nok glad for, at det ikke er mig, der skal skrive en roman oven på alle de kommentarer og forslag. De fleste argumenterer jo fornuftigt for deres sag. Måske I skal ende med kun at udgive romanen på nettet, så man selv kan navigere sig igennem et hav af muligheder, alt efter om man vil have en prolog eller ej.
Og tilbage til den prolog der: selvfølgelig kan vi alle sammen blive enige om, at en god krimi som enhver anden roman skal handle om mennesker og læses for deres skyld, mens krimiplottet i større eller mindre grad er en maguffin, der skal anspore læseren til at engagere sig i personerne. Og det er lige præcis der, jeg synes første kapitel har et problem, som i langt mindre grad er til stede i andet kapiel, der ikke er nær så tungt. Jeg synes, første kapitel rent strukturelt er belastet ud over alle grænser af, at der skal fortælles så fandens meget om alle personernes fortid og nutid og tanker og overvejelser, at man ikke får en chance for at læse den scene, det nu engang drejer sig om. Det gør det ret tungt at komme videre, og der tror jeg stadig en god prolog kan være den rette måde at løse det på - ud over at nogle af baggrundshistorierne med god ret kunne hives ud af første kapitel og spredes ud over de næste par stykker. Kapitel to er jo netop megete mindre tungt og mere effektivt.
Bortset fra det var det måske da en meget god ide at indlede krydsklipningen med Anita. Hun virker pt mere dynamisk og mindre indviklet i gamle tråde tilbage til første roman, og kan måske derved gelejde læseren ind i handlingen på en mindre tynget måde …
Kære Simon,
tak for svaret. Nu har jeg læst kapitlet igen, og Anitas historie er klart den med mest gang i, men den har også den stærkeste cliffhanger, hvorfor det efter min opfattelse er oplagt at slutte kapitlet med den. Det man kunne overveje er, hvilken af historierne, der har de stærkeste fem-seks første linjer, for det er vel dem, der er afgørende for, om læseren bliver fanget ind? Jeg skal ikke kunne afgøre det, men det kan I eller andre bloggere måske…
mvh
Jens
Kære Jens
tak for kommentar. Det kunne sagtens være en plan. Christian og jeg har af to grunde (den ene kan jeg desværre ikke afsløre, før kapitel fem kommer på skærmen) valgt at begynde med Rohde, nemlig pga. af Knud Heinesen-citatet. Det er måske en dårlig grund, men vi håber, det vil smide læseren lige ind i tiden, dagen, krisen.
Min egen fornemmelse er - som en anden også skrev - at Larsen-historien afvikles for langsomt. Min fornemmelse er, at der er ganske godt gang i Rohde og Anita, men at Larsen halter.
Men vi overvejer lige. Tak for engagementet!
SImon