Prolog?
Skrevet af Pasternak 15/09/06 i Afgrundens randKære ChristianÂ
En fyr, der kalder sig Benni Bødker, synes vores første kapitel er tungt i røven med for mange smĂĄ private handlinger, der mangler retning, og foreslĂĄr en prolog. Er det en tanke? Ved at lave en prolog med et mord fĂĄr vi jo foræret en masse tid, fordi læseren ved, hvor han/hun skal hen. Â
Vi har diskuteret det: Kan man holde interessen fanget ved karaktererne alene og de tre perosners forskellige veje til mordet? Jeg tror selvfølgelig stadig, at nĂĄr man nĂĄr kapitel 2 og bøtten vender og vi møder personerne igen, er de blevet sĂĄ spændende at man falder ind i deres personlige drama, men det kan da være man skulle overveje det.Â
Omvendt er de fleste prologer til grin: den rablende monolog af morderen eller en kort beskrivelse af ofrets sidste minutter. Der er noget dårlig film over det. Men et snit i tid ville måske ikke være så dårlig.
Hvad siger du til prologer?
Simon
11 kommentarer til “Prolog?”
Skriv en kommentar
Vi kan formodentlig hurtigt blive enige om, at den traditionelle krimiprolog er en dødbider og en af genrens fæle klicheer. Hver anden krimi indledes med en indre monolog fra morderes side a la rablende psykopatstil eller en tårvædet, sentimental omgang prosa om offerets sidste minutter før knoppen ryger af. Men vi kan måske også blive enige om, at det er en dårlig undskyldning for et tungt første kapitel, at få at vide, at man bare skal vente på kapitel to, for der kommer der helt andre boller på suppen?! Og nu vi er ved det: lægger I ikke snart kapitel to ud? Vi er faktisk nogen der venter!
Men tilbage til prologer. Bare fordi man vil undgå de fede klicheer, kan man vel godt udnytte prologens effekt eller formular, hvis man vil opnå noget bestemt. I det her tilfælde er min tese altså, at kapitel et opleves som tungt, fordi man endnu ikke ved, at der er noget katastrofalt på færde, som vil hive en igennem den videre læsning. Selve ideen med at lave en lang række krydsklip op til selve mordet lyder fremragende og som en velkomment anderledes måde at gøre det på. Men uden en eller anden indledende katastrofe tvivler jeg på, at det vil fungere optimalt. Og den indledende katastrofe kan jo være hvad som helst – det er jer, der er forfatterne – der antyder, hvad der kommer. Har I set filmatiseringen af Jean-Christophe Granges De blodrøde floder? Den indledes mere eller mindre med en helt up front detaljeret beskrivelse af liget, hvordan det tager sig ud i sine forskellige stadier af opløsning. Meget lækkert, og først derefter zoomer man tilbage til omstændighederne omkring og hvad ved jeg. Pointen: prologen kan være hvad som helst, i historiens fortid eller fremtid, der antyder eller viser en katastrofe eller konflikt, hvorefter hvilken læseren er villigt til at hoppe på hvad som helst. Makes sense?
jeg er tilbøjelig til at give Benni ret i, at læserne bør have en lille aperitif, et lile skvæt katastrofe til ganen, inden vi serverer lagkage for dem i tre lag: den krydsklippede åbning med de tre hovedpersoners private nedture. Men det var fordi, vi selv mente, at vores anslag var så effektivt og spændende i sig selv, at man ikke ville savne lig på bordet, og at det, vi evt. tabte på spændingskurven, ville vi vinde i det lange løb, fordi vores protagonister alle er trådt smukt i karakter (så man slipper for at stege frikadeller med dem senere, så at sige).
Jeg har ikke set den omtalte Jean-Christophe Granges filmatisering, men det lyder som en film, vi bør tjekke ud. Og du har ret, Benni: prologer er, hvad man gør dem til.
Vi skal nok lukke flere kapitler ud snart. Men betragt det som en uforudsigelig julekalender. Pludselig åbner den næste låge sig, alle venter spændt: Hvad har de nu fundet på?
Kære Christian
undskyld, men jeg vender lige tilbage til prologproblematikken. Vi skal have en - det er vi enige om, Benni har ret, vi skal trække uret op, sĂĄ historien kan tikke fremad (sikke dog en metafor), og give os tid til at brede os uhæmmet. Men problemet med prologer er jo, at de er indbegrebet af snyd, snyd med tiden (det er i orden), men ogsĂĄ snyd med synsvinkel og alibi for pølsesnak. Man fĂĄr for tit ofrets sidste forvirrede tanker, jegfortællerens forblommede bemærkninger (hvis jeg bare havde vist, at Oscar Asthrokhan suttede blod, havde jeg aldrig …) eller endnu værre forfatterens spillen klog (er vi ikke alle, nĂĄr alt kommer til alt forræddere, for kun den, der elsker kan for alvor forrĂĄde, og har vi ikke alle elsket?) Som altid i øvrigt, vi bliver nødt til at nævne ham tit, er James Ellroys prologer stenhĂĄrde.
Men for nu at være konstruktiv, har jeg to forslag:
Enten et lille stykke af obduktionen af det første offer. Vi skal komme lidt skævt ind i scenen, følge retsmedicineren, det er sent pĂĄ natten, lyset er slukket i morguen, han er irriteret, for hans hænder er kolde, han skal have varme i fingrene, han slĂĄr fingrene ud fra hĂĄnden, ryster dem for at fĂĄ varme i leddene, sĂĄ han kan lave det grove skærearbejde. AltsĂĄ en mands rutine og nogle chokbilleder af mandens metier. VI skal se hans problemer med gigten i hænderne og med at lægge et ordentligt Y-snit pĂĄ ofret, der allerede er blevet grundigt skĂĄret i. Scenen skal slutte, da VK Larsen træder ind. Snittet skal være tydeligt: Ind ad døren, tænde lyset, kittel pĂĄ, lægge snittet, sutte beskeder ned i diktafonen og Larsens entre. Og nĂĄr Larsen i realtid gĂĄr ind ad døren i morguen skal man som læser vi “aha, her mødes tidslinjerne, snedigt”.
En anden idé: En helt faktuel beskrivelse af, hvad der sker, når et projektil skydes ind gennem kranievæggen. Det kunne hen ad vejen suppleres af andre klip med vold fra bogen. Det fungerer meget fedt i filmen Three Kings, hvor der er nogle nærkværdige klip, hver gang en mand bliver skudt, hvor man se hans krop indefra i stærke farver og ser kuglerne rikochettere i vævet. Meget mærkeligt!
Hvad siger du. Er det en plan?
Simon
Kære Simon
Jeg kommer lige fra tre timers blokadevagt foran min datters børnehave i protest mod nedskæringer, lukninger og centralisering inden for institutionsområdet i Århus. Jeg lavede f.eks. en banner og hamrende den op på skovbørnehavens facade, mens gamle hippiepædagog Carsten og forældre og ansatte fra fritidshjemmet Asgården inde ved siden af sang protestsange og drak kaffe og spiste kage under den vankelvorn presenning.
Jeg ved ikke om jeg genoplevede ĂĄnden fra dengang, fra Byggeren og Nørrebro Beboeraktion i dag, dertil er der nok for meget slips og plisseret nederdel over de protesterende forældrene i MĂĄrslet, men jeg kom i tanker om et gammelt slogan: ‘handling giver forvandling’.
Det kunne med andre ord være, at vi bare skulle skrive den (skide) prolog i stedet for at snakke om den, og se hvordan den fungerer sammen med kapitlerne. Jeg stemmer for den med obducenten, der kommer ind og skutter sig, har kolde fingre og sipper til den lukne automatkaffe, inden han pakker indstrumenterne ud. Larsen banker på. Men vi må ikke vide, det er Larsen, vel? Han kunne jo være dø, ikke?
Jeg kunne ogsĂĄ sige det pĂĄ en anden mĂĄde og samtidig parafrasere en gammel Benny Holst & Arne WĂĽrgler sang, som jeg hørte i dag: ‘Ikke flere dĂĄrlige prologer, nu gĂĄr Simon i aktion’.
SĂĄ passer jeg barrikaderne imens.
Christian
Kære Christian
du er en hĂĄrd gammel bypartisan. Ikke mere snak, giv den lak. Enig.
Simon
det er en meget method acting agtig strategi. at leve sig ind i 70´er-metoder for at kunne skrive om lortet (-: sådan skal det være! havde i institutionens bleer på hovedet, christian?
simon, mĂĄske skal du ogsĂĄ have gang i et gammelt lagen og en pensel og nogle kartoffeltryk og marchere op og ned ad klareboderne med skarpe paroler.
ida har i øvrigt lige set anker jørgensen pĂĄ nørrebrogade…
Hvem af jer er Marlowe og hvem er smilende Sussi?
Jeg er sikker pĂĄ I forstĂĄr hvad jeg mener.
Spøg til side. Jeres hjemmeside er et stort initiativ, som jeg vil følge intenst og blogge med stor glæde.
Til lykke! Det ser spændende ud.
Kære Jesper
det glæder mig at høre. Men dum som jeg er - eller vi, for jeg spurgte også Christian - forstår vi ikke rigtig dit spørgsmål, hvem er Marlowe og smilende Sussie?
Simon
MĂĄske var det for kryptisk, men Smilende Sussi er jo det helt store 70′er hit, og jeg ville egentlig bare vide, hvem der gør hvad, hvem researcher i Sussis tid og hvem skaber Marlowe, men det var mĂĄske forkert sted. Skriver om jeres intiativ i avisen i morgen.
Vi gør begge to begge dele, researcher og skriver, men jeg er bad cop og Simon er good cop (smilende Sussi?), i hvert fald lige for tiden. Det er skønt, at du vil skrive om os.