Jeg har i dag talt med en juraprofessor om et særlig interessant forhold i Værnemagerlovene efter Besættelsen og med en forsker pÃ¥ Nationalmuseet om registrering af grønlandske talismænd, og jeg ved, jeg skal have fat i en radioamatørnørd senere pÃ¥ ugen, og sÃ¥ skal jeg have fat i en tidligere agent, serienummeret pÃ¥ en antik Navy Colt, læse manualer om de østtyske Splitterminer, SM-70′erne, vi skal lave obduktionsrapporter, ballistiske ditto osv., osv., vi skal have tjek pÃ¥ om polske patere bærer deres ring (og hvad hedder sÃ¥dan en karl) pÃ¥ højre eller venstre pegefinger, vi skal prygle os igennem hundredevis af bøger om Østblokken, Grønland, økonomisk politik i DK i 70′erne og gamle nazidrenge, og sÃ¥ var det bare jeg tænkte, hvad er det lige man skal med al den forbandede research, for al research i romaner er vel for fanden ikke andet end lir og lækkert flitterstads, hvor man bilder sig selv ind, at man lærer en masse, mens man læser efter noget helt andet og mere udefinerbart (mennesker og hvad der sker inden i og uden pÃ¥ dem, f.eks.) Eller hvad? I virkeligheden - hvor mange kan lige huske en skid om sne efter at have læst Frøken Smillas fornemmelse for den?

Er det kun mig, der synes, at den moderne roman er besat af research og beskrivelser af underlige gizmos. Tænk hvor mange romaner, der handler om en botanikers/zoologs/atomfysikers/ kunsthistorikers/digters/geologs/retsmedicineres og jeg skal efter dig med faggruppers (f.eks. politifolks som vores) kriminal,- kærligheds- og familiehistorier, hvor læseren trækkes igennem alt muligt “interessant” materiale med eget sprog og teater for at fortælle en almindelig historie. Er romanen blevet besat af amatørornitologer eller hjemmepolitimænd? Svaret er vel ja.

Jeg læste i et interview med Leif Davidsen (citeret efter hukommelsen, beklager, hvis ordlyden er røget), at hvis han læste en roman, hvor der stod, at en gade i Spanien var ensrettet, når han vidste den IKKE var det, ødelagde det fuldstændig hans læseoplevelse. Nu er det selvfølgelig svært at argumentere for, at der skal være fejl i bøger, men er researchen flyttet så meget ind i litteraturen, at man simpelthen dør som læser, hvis der er en lille fejl? Læser vi krimier for at få noget at vide om trafikforholdene i Sevilla? Læser vi romaner for at vide noget om noget? Egentlig? 

Og sÃ¥ var det jeg tænkte pÃ¥ William Shakespeare. The Globe var en tom scene uden teatertorden og lækkert lys, selvom man havde enkelte rekvisitter (I Henslows Papers, stÃ¥r der i min Shakespeareuglebog, havde man pÃ¥ i The Admiral’s Men f.eks. 1. bispestav + Kents træben, 1 klippe, 1 gravmæle, 1 helvedsgab), men ellers gik skuespillerne rundt i tights og lækker krave og sagde f.eks. “Hvilket land er dette, min ven?”,”Det er Illyrien, frue”, og sÃ¥ man ellers gætte sig til, hvordan der mon så ud i Illyrien, men intet forsøg pÃ¥ at illudere, være rigtig, virkelig eller researchet. Til gengæld var William S jo rimeligt god til det der med litteratur.

Det er selvfølgelig svært i en moderne roman at skrive “nu er vi sÃ¥ i Illyrien” og sÃ¥ gÃ¥ direkte til makronerne. Men kunne man ikke en mellemting. FÃ¥ enkelte steder i en roman til at glimre og glitre af research og sÃ¥ ellers fÃ¥ fortalt sin historie uden at researchificere alting (grotesk i de mange retsmedicinerkrimier, hvor mordene er sÃ¥ teknisk specielle med toiletsvuppere, særlig ghanesisk creme og japanske bambussave og nittehamre og eklatant klamme psykoser for at researchen inden for profiling og skæreri kan blive brugt. Og faren er jo ogsÃ¥ stor i historiske romaner, som vi jo prøver at skrive, fordi alt kan historificeres, folk kan ikke bare have bukser pÃ¥, men det skal være polkaprikkede kassebukser osv.).? Det pÃ¥ den ene side. Lade folk agere og kun indimellem lade researchen lyne. Og pÃ¥ den anden side lade researchen være subjektiv, dvs. synsvinkelbÃ¥ret og ikke journalistisk, dvs. ikke skrive scener, hvor folk ankommer til Slovakiet (eller Illyrien), fÃ¥r fat i lokal mand og over en kop kaffe fÃ¥r en længere Baedeker om dengang Slovakiet var lille, men hvor det faktuelle serveres i øjenhøjde med personerne og ikke med læserne. O.k. Et eksempel. Pornoen blev frigivet i 1969 af den konservative justistsminister Knud Thestrup. Han fik ikke forbudt børnepornografi ved den lejlighed (det skete først i 1979). Hvordan formidle det - skal man skrive et lille panorama over pornolovgivningen med Ã¥rstal, Thestrups parti og fornavn osv. enten fortalt af en person eller af fortælleren eller skal man bare lade en person sige “de røde tog røven pÃ¥ Thestrup. han fik ikke lavet paragrafferne ordentligt.” - MÃ¥ske ikke verdens bedste eksempel, men mÃ¥ske forstÃ¥eligt.

Nåh, det var bare en irritation. Er der synspunkter på research? Hvad er for meget, hvad er for lidt?