Vold - godt eller snot? - Dorph

Vold - godt eller snot?

Skrevet af Pasternak 4/10/06 i Afgrundens rand

Hvor meget og hvor grov vold skal der med i en god krimi? Hvor tæt skal øretæverne falde, hvordan får man drabene, slagene, sparkene til at gøre ondt, hvordan får man læseren til at føle sæveøjet, smerten ved at få det, glæden ved at give det? Skal man ved et drab følge hånden ind gennem brystkurven, se den dreje rundt derinde, og flå hjertet ud, eller skal man antyde, antyde, antyde og nøjes med at følge det kneblede offers øjne på gerningsmandens hænder, mens han langsomt knapper skjorten op, slår med fingeren på de øverste ribben, evt. lægger hovedet på skrå og fingeren over læberne, mens han prøver at huske, om hjertet sidder til højre eller venstre (skal han spørge ofret? vil han/hun svare?)? Eller er det også for meget? Hvordan gør man vold virkelig?

Jeg ved det sgutte, det er noget af det sværeste at skrive - ligesom sexscener er hundesvære, hvorfor det er sådan ved jeg ikke, men en grund kunne måske være, at sex- og voldsscener sjældent bringer handlingen videre, dvs. ikke har en informationsmængde, der skal videregives og man kan hænge scenen op på, men kan klippes, skæres, forlænges, forkortes efter behag og talent. Om scenerne virker afhænger kun af, om teksten har flow, om den holder kadencen. Hvor en samtale har en indbygget varighed (man skal nå derfra og derhen på en troværdig måde. Hvordan får han fortalt hende, han har en anden, hvordan får hun?), kan udfaldet ligesom fortælles ret kort i sex- og voldsscener. Hun kom, han døde.

Der var nogle (nej, mange) der mente Om et øjeblik i himlen var en ekstremt voldelig og ond bog, og det var vist nok ikke ment som et kompliment. Men hvis jeg skal være ærlig, synes jeg voldsscenerne var det der fungerede dårligst i Oeøih, mens sexscenerne vel var o.k. Vi havde ikke rigtig fundet en formel på effektiv vold.

Det er derfor jeg spørger jer: hvornår har I på film eller i bøger set ‘god’ (forstå mig ret og alt det der) vold? Lige nu kan jeg komme i tanke om tandlægescenen i Marathonmanden, heroinscenen i The french connection 2 og The history of violence. For at tale om den sidste, synes den var original. Man har set kuglerne rikochettere voldsomt i amerikanske film, men i denne film var selve volden hurtig, uklar, svær at fange, til gengæld blev resultaterne af den udpenslet. Man så Viggo Mortensen lave nogle vusj-vusjbevægelser så hurtigt at jeg ikke engang fik sat brillen på plads. Til gengæld var der tid til at se hans offers kramper og sammenbrasede ansigt. Effektivt, uhyggeligt!

Har nogen nogle bud? Eller synspunkter?

11 kommentarer til “Vold - godt eller snot?”

Feed for denne tekst Trackback-adresse

1 popo (meget-meget stor fan) Oct 4th, 2006 at 10:03 pm

Måske en original krydsklipning mellem:

- en afstumpet overvejelse hos voldsudøveren

- abrupt voldshandling kun glimtvis beskrevet

- særlig detalje om effekten snarere end om handlingen (hvad er det mest ubehagelige du kan forestille dig SKE med din egen krop - ikke knyttet til selve handlingen)

….at få trukket en fortand næsten ud, der hænger skævt i en stump nerve / kød

…få revet en dyb flænge i kinden så den nederste del hænger ned over kæben og der kommer snavs ind i hullet - måske sidder en negl stadig fast

… at få vredet en skruetrækker rundt i mit øje, så øjeæblet punkterer

…få ansigtet slået hårdt ned i radiatorkanten ovenfra (fortand falder næsten ud og bliver presset op og bagud i mundhulen, næsen flækker så man kan se gulhvid sene og næseben under blod og pus)

osv osv…. (Østeuropæiske efterretningstjenester burde kunne levere ovenstående uden problemer….koblet med dårlig løgånde og sur sved under nylonskjorten, og den kraftige mørkebrune hornbrille glider ned over den lidt svampede, blege næse)

hvad med et goddamn kapitel 3??
2 popo (meget-meget stor fan) Oct 4th, 2006 at 10:18 pm

Hårdt presset supplerer kæresten frk Popo med :

…. at få hugget en rusten spade op i kønsorganerne, med en lyd som fjerkræsaksen der klipper gennem brusk, kød og ben.

og naturligvis - alt med måde og naturligvis kun noget der sker for personer vi har fået et godt kendskab til først.

(Der er let kvalm stemning i sofaen nu, så en eller anden effekt ville den type detail-beskrivelser nok have - vi stopper før aftenen er helt ødelagt).
3 Nanna Oct 5th, 2006 at 2:49 pm

skræmmende parforholdsleg, den der….
Nå, jeg tror, vold i bøger er bedst, når det for alvor rammer ned i læserens angst - noget der er så skræmmende, at man ikke tør tænke på det, man vidste ikke engang, man kunne blive så bange!
Vold kan være ekstremt udpenslet og ulækker, uden at det berører læseren som andet end evt. ulækkert og måske endda ligegyldigt, måske gælder det især de kvindelige læsere? (I øvrigt synes jeg nu ikke, Om et øjeblik var særlig voldelig, men jeg læser selvfølgelig også alt for mange krimier, så jeg er nok mere forhærdet end gennemsnittet.) Hvis jeg skal nævne én bog, der for alvor ramte lige ind i angsten, så er det Billinghams Sovetryne, hvor forbryderen sigter efter ikke at dræbe, men efter locked-in syndrome, og det er fandme uhyggeligt på “jeg tør ikke gå ud på toilettet så jeg må holde mig til det bliver lyst”-måden.
Og fra virkelighedens verden: Øvig Knudsen bog om Birkedal.
4 Jan H. Hansen Oct 5th, 2006 at 3:39 pm

Jeg er enig med Nanna når hun skriver, at vold i bøger er bedst, når det for alvor rammer ned i læserens (egen) angst.

Men derudover vil det bedste råd nok være, at prøve at se på hvordan andre gør det. Det er selvfølgeligt rigtigt, at det er svært at hæfte noget information som læseren skal have, op på en voldsscene. Men også af samme grund er voldsscenen næsten altid kulmination på noget andet. Tænk på “American Psycho” f.eks. Men derudover vil jeg fremhæve indledningen til Svend Åge Madsen´s “Lystbilleder” fra 1964. Jeg ved godt det er et lidt mærkligt eksempel at nævne. Her står voldsscenen også som indledning, og den fører ikke rigtigt til noget - hvad der vist heller ikke er meningen. Men scenen passer ind i Nanna´s beskrivelse, fordi den rammer så godt ned i læserens egen angst (O.K. nu er det en pige det går ud over, og jeg er en mand) Men jeg kan alligevel godt forestille mig, ved at læse denne indledning, hvor forfærdeligt det må være at blive voldtaget. Og derudover formår Svend Åge Madsen, på en meget besynderlig måde, næsten at beskrive voldtægten som et digt, eller i nærmest lyriske vendinger.

70´er-bogen over dem alle “Fodboldenglen” indeholder også nogle barske voldsscener, de kommer som kulmination på hele bogen.

Venlig hilsen:

Jan H. Hansen.
5 Dorph Oct 5th, 2006 at 3:41 pm

jeg mener heller ikke, at der var for meget vold i ‘Om et øjeblik’. Når en del læsere alligevel stod af, skyldes det nok, at vi skabte en særlig ond 70′er stemning & mytologi, hvor ordenen IKKE genoprettedes, og hvor skylden ikke blev placeret, og det fik helt sikkert volden til at virke værre, altså mere pervers og meningsløs og ude af kontrol.
Jeg ved ikke, om der findes en formel for det. Først og fremmeste skal det psykologisk spil være i øjenhøjde med øretæverne, bl.a. for at få angsten frem i læseren, som Nanna skriver, og ellers er det meget en fornemmelsessag: nogle gange kan man godt skære et øre af med en sløv en brødkniv, andre gange er det nok at se gazeforbindingen.

Vi skal bare ikke svælge i det, vel popo? Eller skal vi?
6 tue Oct 5th, 2006 at 5:44 pm

Jeg er en af dem, der følte, der var for meget vold i slutningen af Om et øjeblik. Det gjorde jeg, fordi jeg følte, volden blev til billigt effektjageri, et ydre ornament på historien, sådan til at pifte den op. Alt det med de onde halvfjersere var der jo alligevel, det behøvede man ikke to analvoldtægter og en kompliceret tortur-maskine for at forstå. For mig var det krimigenrens svar på billig, voldsom mascara, og ekstra ærgerligt, fordi bogen så godt nok ud i sig selv (for nu at blive i metaforen).

Et par steder, hvor volden faktisk fungerer: James Ellroy, Andrew Vachs, i al fald nogen gange, og i Frank Millers Sin City (tegneserien, ikke filmen). For alle tre gælder det vel at vold bliver lig med energi, intensitet, adrenalin. Og altså ikke en tung materie, man svælger i. Det er især tydeligt hos Miller, hvor alt blod simpelthen er hvidt - så at sige lyser siderne op.
7 pia Oct 5th, 2006 at 9:51 pm

Ok. Så kan jeg alligevel ikke holde min kæft. “Jeg synes lissom Tue” - at der var for meget vold i slutningen af OM E Ø. Men jeg er meget skeptisk over for vold i bøger i det hele taget - det tager sig nu engang underligt ud i mine øjne. Men for nylig stødte jeg på et slagsmål der både virkede rigtigt - og meget morsomt. I slutningen af Per Pettersons I kølvandet. Men det er jo heller ikke en krimi der foregår i 70erne …. i det hele taget noget helt andet … så jeg må nok hellere bare holde min kæft. og jeg begynder … NU
8 popo (meget-meget stor fan) Oct 5th, 2006 at 11:38 pm

Kære Dorph,

Endelig ikke svælge så det bliver spekulativt eller plat. Men selvfølgelig lejlighedsvis den samme æstetiske udforskning af nøgledetaljen som når vi ser lp-pladen med “vi voksne kan også være bange dreje rundt og rundt”.

Det er noget af det der adskiller OEØIH fra mængden af ligegyldig krimi-litteratur.
9 Simon Oct 6th, 2006 at 12:42 am

Kære Tue

vi mener selvfølgelig den eskalerende vold i slutningen af oeøih gav mening og havde en hensigt, fordi vi så plottet som en (selv)destruktionsmaskine, hvor det kølige overblik forsvandt og grænserne mellem kriminalfolk, ofre og bødler blev udvisket, og handlingen blev en top, der spinnede ukontrolleret ud af sin bane, og her var volden måske det sprog, vi mente, der kunne beskrive det irrationelle og ukontrollable, ligesom sexscenerne var det, vold/sex kan overskride nogle grænser der. Vi prøvede desuden at beskrive volden på forskellige måder - grotesk i apparatscenen, ubehageligt i filmscenen med voldtægten - prøvede at skifte gear og derved skabe endnu en forvirring og et ubehag (beklager det spekulationsagtige i det) hos læseren for at bringe læseren på ubehagelighedsniveau med de agerende, og ikke bare - som du siger - give kadaveret et par ekstra lag mascara.
Men jeg synes dine tre forslag, Ellroy, Vachss og Miller er interessante - FOR DET ER DOG NOGLE AF DE MEST VOLDELIGE VÆRKER jeg kender. Og jeg er helt enig i dit syn på dem, her er volden en naturlig del af teksternes tempo og puls, de emmer af vold, destruktion og kaos - mest interessant hos Ellroy, Miller - jeg har kun set filmen og syntes den var god - er lidt drengerøvsagtig (men fed nok jo). Så alt i alt kan det altså ikke være mængden af vold, der er problemet, men udelukkende den måde volden serveres på. Det må være kernen i din kritik: ikke antallet af voldshændelser, men deres æstetik. Vi skal gøre et eller andet for at gøre dem nærværende, give dem puls.
Men i øvrigt apropos Ellroy, som jeg er stor fan af, arbejder han jo mildest talt med en maksimalistisk æstetik, et ekstremt overload, hvor plottet sprænger personernes hoveder i sine labyrinter, hvor moralen er blakket og detektiver og morderne ligner hinanden, hvor volden og overgrebene i enhver forstand eskalerer til urimelige mængder, og hvor stilen skifter fra groteske over wisecrackeri og rå reportage til jazzet ordsalat og stor patos. Alt i alt en cocktail, der er for meget og i hvert fald splitter mig ad.
Hvis vi kunne skrive sådan nogle eksplosive og aggressive hårboller - alt hans umulige americana og ævl indimellem fraset - ville det være o.k. for mig. Men det kræver en del vold.

Venlig hilsen
Simon
10 Dorph Oct 6th, 2006 at 9:56 am

jeg er ikke enig i, Simon, at det beror på æstestik, altså hvis vi bare havde skrevet det anderledes, hvis der havde været mere fart & tempo over voldtægt og blodsudgydelser i OEØIH, ville kritikken fra Tue og Pia forstumme. Men der er vist en ret ubehagelig stemning i bogen, der, parret med at der, indrømmet, ikke bliver sparet på dødsfald og effekter hen mod slutningen, får nogle til at stige af, mens andre er på (Popo f.eks.) Vi diskuterede det jo med Anne, min Anne, hun kunne heller ikke lide vores slutning, men hun havde på den anden side ikke noget problem med Jean-Christophe Granges Ulvenes Rige, hvor der bliver hakket i nogle ansigter, til de ligner stenhovederne fra Nemrut Dagi. Jeg tror, det er karakteren af volden, den onde sex, eskalationen og værdisammenbruddet, der gør det slemt.
Universet hos Frank Miller (siger jeg efter at have set traileren og hørt på min kollega, der har skrevet speciale om tegneserier) er vel så mega stiliseret og hårdt pumpet, at splatteren og det hvide selvlysende blod lissom passer ind.
11 Minja Savuut Krieger Oct 14th, 2006 at 10:57 pm

Det mest voldelige og ubehagelige jeg har set i nyere tid. Er fra filmen Hostel (selve filmen er på mange måder noget juks), men den har så meget ubehag i sig og svælgen i det uhyrlige at det gør ondt langt ud over sjælen.

Skriv en kommentar