Anne og Dorrit Wivel (Ole W’s døtre) har et indlæg i Weekendavisen i dag, der ogsÃ¥ stod i Information i gÃ¥r, hvor der udviklede sig en hektisk og tumultarisk og lidt uforstÃ¥elig (for mig i hvert fald) debat pÃ¥ nettet. Deres indlæg hedder “Ole Wivel var ikke nazist” og kommer “i anledning af en nyligt udkommet bog”.
Den nyligt udkomne bog vil jeg tro er Afgrundens rand, så lad os lige engang til for Knud Lavard fortælle om den bogs forhold til Wivel-historien.
Brødrene Dorphnak skriver det de selv kalder kulørt danmarkshistorie, dvs. at vi bruger virkelige personer (Knud Heinesen, Lech Walesa, Ib Nørlund, Simon Spies you name it) og hændelser (skibsbrande, spionhistorier osv.) som bagtæppe for rent fiktive historier. Når man blander fakta og fiktion bevæger man sig ind i en gråzone, hvis moralske bonitet kan diskuteres længe, længe, længe - en gråzone, man må forholde sig til som forf. Hvordan forsvarer man sådan et miskmask? Vi har valgt - det kan være det ikke er særlig begavet - at sige, hvad vi har brugt, og hvad vi ikke har brugt i Wivel-sagen. Vi kan nemlig ikke lide nøgleromaner - hvorfor skal jeg vende tilbage til om et kort momento.
For det første har det interesseret os at prøve at forstÃ¥, hvad der tiltrak unge begavede mennesker til nazismen. Jeg lærte nemlig at nazister var grimme og fede og blev drillet i skolen. Og sÃ¥ skulle der ellers deles øretæver ud, nÃ¥r tykke, han fik magten. Nazister, østfrontsfrivillige etc. var tabere, dumme eller tykke, og der kan diskes op med mange psykosociale og seksuelle forklaringer pÃ¥ flipproletarens forhudsindsnævring og klassehad som grund til nazismen. De kan være rigtige nok i og for sig, de forklarer bare ikke, at en del unge intellektuelle, kunstnere etc. sÃ¥ nazismen/stærkt højeorienterethed som interessant - æstetisk og politisk. Og Ole Wivel og resten af Ringen var jo hverken dumme eller grimme. Nazismen var et reelt alternativ i 30′erne og start-40′ere for vilde unge mænd - det kan man se pÃ¥ Wivel, Bjørnvigs fascination af Ernst Jünger (var han nazist, tja, titibøh), Seebergs tid i Berlin, Tage Skous (vores helts) brug af Aksel-figuren. AltsÃ¥: hvad var fascinationen, hvorfor var den nazistiske bevægelse sÃ¥ tiltrækkende, sÃ¥ ny, sÃ¥ stærk for kunstnere. Det var altsÃ¥ for det første.

For det andet syntes vi det var interessant, at hemmeligheden om Ringen blev holdt hemmelig så længe. Når det viser sig, at nazismen ikke kun tiltrak idioter, men også kloge folk, er det tid til alvorlig selvrefleksion. Opgøret med nazismen er selvklart sværere, når det ikke kun er grødbønder, der bliver tiltrukket af den. Så det andet vi ville undersøge var: Hvilken betydning for vores kulturelle erindring har det så, at der blev trukket en mur ned gennem vores forståelse af besættelsen. Dårlig, kan man vist kun sige.
For det tredje lÃ¥ der et personligt spørgsmÃ¥l og lurede i Pasternakkens hoved. Og hvis Afgrundens rand er en nøgleroman, sÃ¥ er det ikke om Wivel, men om min mors onkel, DB. DB var min mormors bror, han var søofficer og meldte sig til Frikorps Danmark og døde i en fangelejr i 1947 i Stalino (som vores person Werner Nielsen muligvis ogsÃ¥ gjorde). Det er hans papirer, arierattester og officielle skrivelser vi har brugt løs af. OgsÃ¥ brevet fra SS, hvor han meldes savnet og hvor LZ-A 401 skal angives! DB var nazist, det er der ingen tvivl om. Jeg ved ikke sÃ¥ meget om ham, sÃ¥dan set, men jeg tror ikke han var en rar karl. Det interessante for mig er imidlertid noget andet. Min mormor giftede sig nemlig med en jødisk mand, Mikael, som hun bl.a. lavede min mor med. Det mÃ¥ have været nogle hyggelige familiemiddage, de har haft, de to svogre. Men det mest underlige er næsten, at det har de faktisk nok haft. Min morfars skudsmÃ¥l af DB var i hvert fald, at det var ham af de to brødre, der var den flinke! Fortid, fortrængninger, udgangspunkter, bleedingheart-familiehistorier har alle jo. Men det har altid stÃ¥et for mig som en underlig ting: 1) at have en familie, der bÃ¥de er jødisk og har en nazist i sin forhistorie og 2) at DB’s historie i min egen families historie har været et underlig sort hul, som ikke var til at forstÃ¥. Det har ikke være fortiet, AT DB meldte sig til Østfronten, men der har været forskellige forklaringer, og der har manglet en nøgle. SPecielt min mormor og hendes søskende har givet sig selv forskellige mere elelr mindre gode forklaringer pÃ¥ det uforklarlige. Og denne dans om den varme grød siger noget om, hvor stærk fortrængningens kraft stadig er - og hvor besynderligt vores forhold til Besættelsen, nazifascinationen stadig er. Det var den tredje grund.
For det fjerde har vi jo nok et udestÃ¥ende med lyrikken fra 40′erne. Den højstemte, pivfalske tone af forpligtelse og venten og andagt og tavshed og jeg skal komme efter dig med “kriseerfaring” og røgelse og klemten pÃ¥ alvorlige klokker.
Og nu er det måske tid at til fortælle, hvad vi synes om nøgleromaner, for Adam Wolff i vores bog er selvfølgelig ikke Ole Wivel. Nøgleromaner har to problemer - de har sikkert flere, men jeg kan kun komme på 2 p.t. - for det første giver de ikke nok plads til fiktionen og bliver kedelige, fordi alt skal køre på genkendelse. For det andet er det fejt på den ene side at pege på en bestemt person og på den anden side lægge lag på lag af udokumenterede ubehageligheder i posen under dække af fiktion. Så altså: vi mener ikke nøgleromaner fungerer som litteratur og har en tendens til at være moralsk fesne.
Er vi så ikke moralsk fesne? Måske, måske, men vi har altså taget udgangspunkt i nazismens fascination, fortrængningen af egen fortid, gravet os ned i en konkret skæbne og måske lavet sjov (eller lavet alvor) med Heretica-æstetikken, men vores personer er ikke kalkeret over Wivel, Knud W. Jensen og co. Men udgangspunktet, dilemmaet, tingen i Afgrundens rand - har selvfølgelig relation til den kæmpe skandale, der udspilelde sig fra 2001 til nu. For vi vil skrive kulørt Danmarkshistorie nemlig.
Er det til at forstå?